Gå til hovedindhold

Advansor tager første spadestik og udvider med 5000 m2

Den aarhusianske producent af verdens førende bæredygtige CO2 køle- og varmesystemer, Advansor, kan i dag fejre første spadestik af deres kommende markante udvidelse i Brabrand.

  • Læs op

Indhold

    Da Advansor blev etableret i 2006, var CO2-teknologien ekstremt kompleks. Det blev drivkraften for den aarhusianske start-ups innovative fremgang og markante vækst samt for projektet om at anvende CO2 i køleanlæg i kampen mod global opvarmning. I dag, torsdag den 4. november, kan Advansor fejre det første spadestik af deres nye udvidelse i Brabrand i Aarhus Kommune.

    Advansor leverer primært til supermarkeder og industrivirksomheder med behov for effektiv og bæredygtig køl og varme. Ud over de traditionelle kølemontrer i varehuse producerer virksomheden også til industrien – blandt andet til f.eks. Aarhus Skøjtehal, hvor skøjtebanen køles af et Advansor anlæg. Med sit store fokus på kampen mod global opvarmning og på at fremme den grønne omstilling, er Advansor et eksempel på en succesrig aarhusiansk virksomhed, solidt funderet i bæredygtighed.

    Alene i 2021 har Advansor ansat yderligere 100 medarbejdere, hvoraf mange er internationale. Det betyder, at den kun 15 år gamle virksomhed i dag består af mere end 250 medarbejdere - og det er netop den eksplosive vækst, der medfører udvidelsen med 5000 ekstra kvadratmeter. CEO i Advansor, Kristian Breitenbauch, som sammen med borgmester Jacob Bundsgaard tog det første spadestik i dag, fortæller om udvidelsen og hvorfor placeringen er den rigtige:

    For os er lokationen i Brandbrand perfekt, motorvejen er tæt på og det er nemt at komme hertil både med privat og offentlig transport. Vi er glade for, at vi nu har mulighed for at udvide i takt med vores vækst, og at vi må bygge højt her. Samtidig er det vigtigt for os, at vi med vores placering i Aarhus kan tiltrække højtkvalificerede og internationale medarbejdere både til produktion, udvikling og kundeservice. Vi har lige nu mere end 20 forskellige nationaliteter blandt vores medarbejdere.

    Kristian Breitenbauch, CEO i Advansor
    Sidst opdateret: 18. september 2023