Gå til hovedindhold

AAK’s nye millioninvestering er med til at nedbringe CO2-udledningen i Aarhus

En af Aarhus' største virksomheder, AAK Denmark A/S, som ligger på Aarhus Havn, har netop besluttet at foretage en trecifret millioninvestering. Det betyder, at fødevarevirksomheden kan reducere sin CO2-udledning med helt op til 90 procent. Ønsket er at understøtte den grønne omstilling, og AAK har også indgået i flere samarbejder i Aarhus netop med henblik på dette.

  • Læs op

Indhold

    AAK er specialiseret i oparbejdning, raffinering og fraktionering af sheakerner, et unikt råmateriale fra Vestafrika, som AAK har indkøbt i mere end 60 år. Med den nye investering på 500 SEK-millioner vil AAK konvertere sit nuværende produktionsanlæg med oliekedler til biomassekedler.

    Biomassen er et restprodukt fra oparbejdningen af sheakerner, som kan dække den fulde energiproduktion. Denne biomasse er certificeret bæredygtig (ISCC).

    En investering som har betydning for AAK såvel som for den samlede CO2-udledning i Aarhus. I 2020 havde AAK en udledning på ca. 51.000 tons, svarende til ca. fem procent af CO2-udledningen i hele Aarhus. Med den nye investering vil virksomheden reducere sin CO2-udledning med ca. 90% eller ca. 45.000 tons CO2. Det svarer til udledningen fra godt 25.000 benzinbiler. AAK’s samlede bidrag til CO2-udledning i Aarhus reduceres dermed fra ca. fem til en halv procent.

    Til spørgsmålet om hvorfor AAK har valgt at foretage så massiv en investering, svarer Johan Westman, CEO, AAK

    Denne investering viser, at vi er indstillet på at begrænse AAK’s miljøpåvirkning, og dette initiativ vil være stærkt medvirkende til, at vi bevæger os i den rigtige retning. Vi arbejder intensivt med vores leverandører for at sikre en bæredygtig forsyningskæde, når vi indkøber vores forskellige råvarer, og med denne investering viser vi, at vi også forpligter os til at begrænse miljøpåvirkningen, når det gælder vores egen drift.

    Johan Westman, CEO, AAK

    AAK har også deltaget i projektet SMART ENERGI. Et projekt som Aarhus Kommune satte i gang i 2019 med fokus på at understøtte omstillingen til cirkulær økonomi på Aarhus Havn.

    I projektet blev AAK, blandt mange andre virksomheder på Aarhus Havn, screenet for potentialet for industrielle symbioser og energibesparende projekter. Her blev det belyst, at den vigtigste parameter for AAK i en grøn omstilling var udfasning af brændselsolien som primær energikilde til fordel for grønnere alternativer. En løsning som AAK netop har valgt at investere i, og som er AAK’s eneste reelle mulighed pt. for at skifte til et bæredygtigt brændsel.

    Udover konverteringen af AAK’s oliekedler blev der også i forbindelse med projektet etableret samarbejde med nabovirksomheden Pond, som udvikler alternativer til plast.

    Samarbejdet med Pond har foreløbigt resulteret i udviklingen af en stol af AAK’s restprodukter fra sheakerner, som ellers blev transporteret til afbrænding. Stolen er dermed lavet udelukkende af planter og upcyclede sheakerner. 

    AAK indgår også i Klimaalliancen Aarhus, hvor nogle af de største virksomheder og organisationer i Aarhus er gået sammen for at bakke op om Aarhus Kommunes ambitiøse mål om at bliver CO2- neutral i 2030.

     

    Om AAK

    • AAK beskæftiger omkring 4.000 medarbejdere globalt heraf ca. 245 i Aarhus. AAK har 25 regionale salgskontorer, 15 kundeinnovationscentre og 20 produktionsanlæg rundt om i verden. Hovedkvarteret er placeret i Malmø i Sverige.
    • AAK Denmark er en af verdens største producenter af specialfedtstoffer fra sheakerner til chokolade- og konfektureindustrien.

     

    Om SMART ENERGI

    • SMART ENERGI er et projekt under Aarhus Kommune, som blev igangsat i 2019. Grundet de mange forskellige virksomheder beliggende på Aarhus Havn er der store energi- og ressourcestrømme, som virksomhederne med hjælp fra Aarhus Kommune arbejder på at udnytte bedre gennem kortlægning af potentialerne ved industrisymbioser og partnerskaber virksomhederne imellem.
    • SMART ENERGI blev udført i samarbejde med Aarhus Havn og konsulentfirmaerne Transition og Metabolic samt Teknologisk Institut og Aarhus Vand.
    Sidst opdateret: 18. september 2023