Gå til hovedindhold

Klimaafgift skal gøre det grønne valg nemmere

Aarhus Kommune indfører intern klimaafgift for at bringe CO2 i fokus ved kommunale indkøb – konkret forslag i høring frem til den 6. februar 2022.

  • Læs op

Indhold

    850 kr. pr ton CO2 – så meget skal det koste, når Aarhus Kommune internt sætter gang i en klimaafgift, som skal være med til at højne incitamentet for grønne og klimavenlige indkøb. 

    I første omgang vil den interne klimaafgift gælde fødevarer, som eksempelvis oksekød, lammekød, færdigretter med kød samt saftjuice og læskedrik. Tilsammen udgør de over 1/3 af det samlede CO2-aftryk på fødevarer. Desuden vil også benzin og diesel samt flyrejser være omfattet.  

    ”Med en intern klimaafgift tager Aarhus Kommune et afgørende skridt for at skubbe på valget af mere grønne og bæredygtige alternativer i vores egen organisation. Samtidig håber vi at kunne inspirere og vise vejen for andre kommuner og organisationer i Danmark og udlandet. Helt konkret demonstrerer vi, hvordan man kan få den grønne omstilling til at ske”, siger borgmester Jacob Bundsgaard.   

    Udover klimafgift på udvalgte fødevarer vil værdisætningen af CO2*) også kunne bruges som en skyggepris på CO2 til prioritering i indkøb- og udbudsprocessen. Målet er at gøre det klimavenlige valg tydeligt. Et eksempel kan fx være beton vs. træ-byggeri, hvor førstnævnte vil være betydeligt billigere set ud fra et økonomisk synspunkt, men samtidig give et væsentlige større CO2aftryk end ved brug af træ.  

     

    Afgiften stemplet til klima-indsatser 

    Målet med den interne afregning er at påvirke medarbejderne til at træffe et mere bæredygtigt valg. Den samlede indtjening på afgifterne skal derfor også bruges på klimaindsatser, som kommer byen til gode.  

    Blandt andet vil klimaafgiften fra fossile drivmidler overføres til Aarhus Kommunes Klimafond, hvor de kan indgå i klimainitiativer drevet både internt i kommunen og af borgere, foreninger og virksomheder. Klimaafgiften indsamlet på flyrejser forventes at gå til skovrejsning via donationer til den Nationale Klimaskovfond.  

    Klimaafgiften indsamlet på de udvalgte fødevaregrupper forventes 100% at tilbageføres til budgetterne på de decentrale enheder.  

    Taksten på 850 kr. pr ton CO2 vil stige gradvist over de kommende år, og desuden vil byrådet årligt tage stilling til, hvorvidt afgiften skal udvides til andre varegrupper.  

     

    CO2-afgift i høring frem til 6. februar   

    Afgiften sendes nu i høring, hvorefter indstillingen og høringssvar vil blive fremlagt i magistraten og herefter til behandling i byrådet.
      

    Alle har mulighed for at indgive deres høringssvar på: https://deltag.aarhus.dk/hoering/reduktion-af-klimaaftryk-i-kommunens-indkoeb 
     
    *) CO2-afgiften omfatter alle former for drivhusgasser også kaldet CO2e – det er fx metan og lattergas.

     
    Uddybende materialer findes på høringssagen.   

    Sidst opdateret: 18. september 2023