Ny stærk bestyrelse i Aarhus Havn

Bestyrelsen, der har konstitueret sig i dag, får borgmester Jacob Bundsgaard som formand og CEO Agneta Björkman som næstformand.

Den nye bestyrelse kommer til at stå med ansvaret i en periode, der er strategisk meget vigtig for Aarhus Havns fremtid. Allerede i løbet af indeværende år forventer Aarhus Havns ledelse, at der bliver givet grønt lys fra myndighederne i forhold til virksomhedens ansøgning om en havneudvidelse. Derefter vil udvidelsen blive igangsat så hurtigt som muligt, men forventes først at være endelig gennemført i 2050.

Ifølge CEO Thomas Haber Borch står Aarhus Havn overfor en lang række helt essentielle beslutninger i forhold til at skabe et nyt havneafsnit med terminaler, der om nogle år kan modtage intelligente skibe, der sejler autonomt og sikkert ind i havnen på fossilfrit brændstof.

”Den teknologiske udvikling i vores branche går virkelig hurtig, og den er drevet af meget store og stærke aktører. Derfor er der slet ingen tvivl om, at det, vi i dag kender som en erhvervshavn, vil blive forandret af ny forskning, udvikling og innovation i nær fremtid,” siger Thomas Haber Borch.

Aarhus Havns bestyrelse består fra 1. januar 2022 af: Borgmester Jacob Bundsgaard (S), byrådsmedlem Bünyamin Simsek (V), byrådsmedlem Jan Ravn Christensen (SF), CEO Agneta Björkman, rådgiver Michael Svane, logistikdirektør Ole Thomsen, advokat og partner Line Markert, bestyrelsesformand Lars Fournais og lods Tom Linneberg (medarbejdervalgt).