Gå til hovedindhold

Intelligent løsning forbedrer indeklimaet og reducerer smittespredning på aarhusianske skoler

Indeklimaet på mange danske skoler er udfordret. Det har betydning for indlæring, trivsel og sygefravær. På en række skoler i Aarhus Kommune har man valgt en ny og teknologisk tilgang, som er leveret af den aarhusianske virksomhed Zurface Group. Ved hjælp af nudging-metoder er børn og lærere med til at skabe sundere og renere klasselokaler.

  • Læs op

Indhold

    Covid-19 vendte mange processer på hovedet og gav et nyt syn på hygiejne. Derudover lærte mange vigtigheden af at renholde fælles kontaktflader og lufte ud. Nu hvor Covid 19-truslen ikke længere er så fremtrædende, kan det være svært at holde fast i de gode vaner.

    På 11 skoler i Aarhus Kommune har man derfor taget særlige metoder i brug for at hjælpe med at fastholde de vigtige rutiner: En teknologisk enhed, som indeholder vådservietter og som monitorerer temperatur, CO2, fugtighed, lyd og lys i klasselokalet.

    Enheden, som hedder Zurface, blinker blåt til eleverne, når CO2-niveauet er for højt, og det er tid til at lufte ud. En anden vigtig funktion er det hvide aftørringsblink, som husker eleverne på at aftørre borde og håndtag i klasselokalet.

    ’’Løsningen er effektfuld, fordi eleverne målrettet og dedikeret tager medansvar og tørrer overfladerne af, når der er behov for det ud fra et smittespredningsperspektiv,” siger økonomidirektør i Aarhus Kommune, Peter Pedersen, der har været en af initiativtagerne bag løsningen, som i første omgang er tilbudt 11 skoler og 7 daginstitutioner.

    Peter Pedersen håber nu at man på baggrund af den erfaring, man har indsamlet fra de 11 skoler, snart kan tilbyde Zurface til alle skoler i Aarhus Kommune.

    “Min klare opfattelse er, at det opleves som meningsfuldt for børnene at blive inddraget i at holde deres eget bord rent og lufte ud, når der er brug for at få CO2-niveauet ned til et fornuftigt niveau. Det kan børnene godt forstå, og det vil de gerne være med til, når det bliver indarbejdet som en naturlig del af hverdagen,” siger Peter Pedersen.

    Mærkbar forskel på indeklimaet
    På Rosenvangskolen i Aarhus har man taget rigtig godt imod enheden fra Zurface.

     “Enheden giver os et indblik i tingenes tilstand på skolen. Vores skole er en gammel dame fra 1928 - og der er meget lidt ventilation i et gammelt system. Det er jo bare rarere at komme ind i et rent lokale, der er luftet godt ud,” siger lærer og arbejdsmiljørepræsentant på skolen, Jesper Martinus.

    Konkret er enheden fra Zurface opstillet i alle klasser og kan indstilles efter hvor mange mennesker, der er i klassen, og hvor meget af lokalet, som er i brug.

    “I min 5. klasse blinker enheden første gang kl. 08.01. Så tager alle børn en serviet fra maskinen og tørrer overfladerne af. Vi ser det samtidig som en anledning til læring, hvor vi taler om, hvorfor det er vigtigt at holde lokalet rent. På den måde starter vi dagen godt. Kl. 11.15, blinker enheden igen, og vi tørrer af, inden vi skal spise frokost. Nogle gange i løbet af dagen blinker enheden blåt, og så er det tid til at åbne vinduet og gå en lille tur rundt om bygningen”, siger Jesper Martinus.

    “Jeg synes, jeg oplever børn, der ikke hænger nær så meget ind over bordene og som er mere opmærksomme, og jeg oplever kollegaer, der ligesom mig, synes, det er rart at være et sted, hvor der tages hensyn,” fortæller han.

    På Rosenvangskolen er enhedens dashboard blevet en integreret del af skolens arbejdsmiljøgruppemøder, hvor man kigger på den opsamlede data og ser på, hvordan situationen er i de forskellige lokaler.

    “F.eks. kan der være lokaler, hvor vi kan se, at der ikke har været et så stort træk på servietterne, og så tager vi en snak om, hvordan det kan være, og hvordan vi ændrer det. Vi kigger også på hvilke lokaler, der bliver luftet godt ud i løbet af dagen, og hvor det måske halter lidt. Data hjælper os virkelig godt på vej her,” afslutter Jesper Martinus.

     

    Fakta om Zurface

    • Zurface er en intelligent servietdispenser
    • Når Zurface blinker fx to gange dagligt, eller efter behov, tager én bruger én serviet og aftørrer én kritisk kontaktflade såsom bord, dørhåndtag eller stoleryg
    • Zurface er udstyret med en IoT-enhed der opsamler indeklimadata såsom CO2, VOC (organiske forbindelser), temperatur, fugtighed, støj hvilket muliggør ny substantiel viden omkring indeklima og sammenhæng med smittespredning

    Fakta om Zurface Group

    • Zurface Group er Microsoft-partner og beliggende i Aarhus C. Virksomheden blev stiftet tilbage i 2012.
    Sidst opdateret: 18. september 2023