Gå til hovedindhold

Klimadata giver mulighed for at styrke forretningen hos Vestas

Klimadata er en vigtig nøgle for dels at forstå udviklingen i klimakrisen, men også til at kvalificere sine handlinger. Derfor spiller data en afgørende rolle hos mange virksomheder. I Aarhus er Vestas en af dem.

  • Læs op

Indhold

    Det siger næsten sig selv, at en virksomhed, der arbejder med produktion til vedvarende energikilder, har en interesse i at have en grøn produktion og forsyningskæde.

    Og selvom det bestemt er intentionen hos en af Danmarks største virksomheder, er der som bekendt ikke noget, der kommer af sig selv.

    Derfor har Vestas sat gang i et målrettet arbejde for at styrke grøn omstilling hos sine underleverandører samtidigt med at livscyklusanalyser på vindmøller er et vigtigt værktøj.

    I begge indsatser spiller data en afgørende rolle.

    ”For os er data nøglen til at få brudt vores klimabelastning ned. Her bruger vi aktivt data til at danne os et overblik over, hvor der er størst behov for ændrede rutiner, men også til at se, hvor vi kan gøre den største klimaforskel i vores produktion. På den måde hjælpe data os til at styre vores indsatser og er derfor vigtige i vores eget interne klimaregnskab,” siger Lisa Ekstrand, der er Vice President for Sustainability i Vestas.

     

    Fokus på forsyningskæden

    Et af de steder, hvor Vestas sætter aktivt ind, med baggrund i omfattende datamateriale, er i forhold til de mange underleverandører, virksomheden benytter sig af.

    Her tager man dialogen med de forskellige underleverandører, da der er stor forskel på, hvor langt fremme de hver især er på klimadagsordenen.

    ”Fælles for dem vi indtil nu har haft dialog med, er at de er meget positive overfor at gå ind i arbejdet med at gøre produktionen af de dele, de leverer til os mere klimarigtige. Som markedsledende virksomhed har vi et ansvar for at påvirke så meget, vi kan – ikke bare i vores egen kerneforretning, men også hos underleverandørerne,” siger Lisa Ekstrand.

    Derudover arbejder Vestas aktivt med at udvikle et materialekatalog, som gør det nemmere for både virksomhedens egne ansatte, men også hos underleverandørerne, at vælge de rigtige materialer.

    ”Vi vil gerne gøre det nemmere at vælge materialer med mindst mulig klimabelastning. Vores omfattende livscyklusanalyser giver os et godt overblik over de forskellige materialers påvirkning af klimaet. Samtidigt implementerer vi også et nyt digitalt system, der vil gøre os i stand til at analysere endnu dybere på materialers klimapåvirkning og derigennem gøre det nemmere for at vælge de bedste materialer til de enkelte opgaver. Det bliver en nøgle for vores design afdelinger, når de skal komme op med nye produkter med minimal klimabelastning,” siger Lisa Ekstrand.

     

    Virksomheder skal være sig deres ansvar bevidst

    Når det falder på virksomhedernes rolle i den grønne omstilling, lander svaret prompte fra Lisa Ekstrand.

    Som virksomhed har man nemlig en god mulighed for både at gøre en forskel for klimaet og samtidigt styrke sin forretning, hvis man tager den grønne omstilling alvorligt.

    ”Som en virksomhed, der arbejder med vedvarende energi, giver det sig selv at vi har både ansvar for og interesse i, at producere på en bæredygtig måde. Derudover mener jeg også at især markedsledende virksomheder har et ansvar for at gå forrest og vise, at man godt kan drive en stor virksomhed på en klimarigtig måde,” siger hun.

     

    Mød Lisa Ekstrand til årskonferencen for klima i Aarhus

    Mød Lisa Ekstrand til årskonferencen for klimaindsatsen i Aarhus, hvor hun fortæller mere om Vestas’ arbejde med klima i praksis.

    Læs mere og få din billet her 

    Sidst opdateret: 18. september 2023