Gå til hovedindhold

Infrastruktur

En velfungerende infrastruktur er en af de vigtigste rammebetingelser for vækst og udvikling i Aarhus og Aarhusområdets erhvervsliv.

  • Læs op

Indhold

    En velfungerende infrastruktur er en af de vigtigste rammebetingelser for vækst og udvikling i Aarhus og Aarhusområdets erhvervsliv.

    Tilgængelighed for både personer og gods er en vigtig forudsætning for erhvervslivets konkurrenceevne. Aarhus er begunstiget af sin centrale beliggenhed med god adgang til både motorvejsnettet og Aarhus Havn. Samtidig er der kun cirka 35 minutters kørsel til Aarhus Airport A/S, som aktuelt gennemgår en omfattende modernisering og udvidelse af rutenettet.

    Investering i infrastruktur

    Det skal være let at komme til, fra og rundt i Aarhus og Aarhusområdet. I takt med at Aarhus vokser, øges presset på infrastrukturen. Derfor investeres der markant i udviklingen af infrastrukturen i og omkring Aarhus, både fra kommunal og national side.

    I de kommende år investeres der blandt andet i en udvidelse af E45 mellem Aarhus S og Aarhus N til tre spor, som skal sikre tilstrækkelig kapacitet på motorvejsnettet. Derudover anlægges en tunnel under Marselis Boulevard, som forbedrer tilgængeligheden til Aarhus Havn, samtidig med at nærområdet fredeliggøres, idet den tunge trafik flyttes under jorden.

    Der investeres desuden løbende på at sikre god fremkommelighed på det overordnede kommunale vejnet, heriblandt etableringen af Giber Ringvej og udvidelse af Viborgvej. På lidt længere sigt er der også lagt op til opgradering af vejforbindelserne både mod Viborg og Aarhus Airport A/S.

    Der er desuden fokus på forbedring af den kollektive transport i Aarhus, blandt andet i form af ombygning af Aarhus Hovedbanegård, etablering af letbanens etape 2, som enten letbane eller BRT (Bus Rapid Transit), BRT på Ringvejen og en ny bane til Silkeborg.

    Sidst opdateret: 18. september 2023