Gå til hovedindhold

Aarhus International School udvider til stor samlet campus

Aarhus International School realiserer nu visionen om en stærk og tidssvarende international skole med plads til 600 elever i hjertet af Aarhus. Project One Campus er støttet af Aarhus Kommune samt flere store fonde og østjyske virksomheder. Udbygningen af skolen har stor betydning for virksomheder og organisationers evne til at tiltrække internationale kandidater til Aarhus-området.

  • Læs op

Indhold

    At have en stærk og velfungerende international skole i Aarhus er afgørende for udviklingen af den østjyske region. Det har derfor været en vision for Aarhus International School at forbedre og udvide den nuværende campus på Dalgas Avenue 12 i Aarhus C.

    I alt 138 millioner kroner er afsat til projektet, som konkret betyder, at ældre og nedslidte bygninger nedrives, hvorefter der etableres en separat bygning til skolens yngste elever på 3-5 år samt en tilbygning til eksisterende bygninger på til eleverne fra 6-15 år. I alt er der tale om nybyggeri på 6000 m2.

    ”Vi har længe haft en skole, hvor kvaliteten af undervisningen er høj, men rammerne simpelthen har været for små og for nedslidte. Det er derfor en stor glæde endeligt at kunne realisere drømmen om One Campus. Det betyder, at vi i fremtiden kan tilbyde 600 elever en både fagligt og socialt givende hverdag i velfungerende og tidssvarende rammer,” siger forperson for bestyrelsen på Aarhus International School, Niclas Kvernrød.

    Et samlet erhvervsliv, Aarhus Kommune og kronprinsparret støtter udvidelsen
    Det er et samlet felt af kommune, erhvervsliv og fonde, som bakker op om udvidelsen af Aarhus International School. En styrkelse af skolen er afgørende for hele regionen, og netop derfor har kommunen også valgt at støtte projektet med et lån på 30 millioner kroner, fortæller borgmester, Jacob Bundsgaard:

    ”En attraktiv IB-certificeret international skole er en afgørende forudsætning og rammebetingelse for at fastholde og tiltrække internationale virksomheder, arbejdspladser og medarbejdere til Aarhus. I den sammenhæng er det et vigtig skridt, at Aarhus International School nu kan tage hul på næste kapitel. Projektet er samtidigt – helt bogstaveligt – et skole-eksempel på, hvordan vi i Aarhus er gode til at rykke sammen og samarbejde om at få projekter til at lykkes. Derfor også en stor tak for samarbejdet og bidraget fra alle donorer og involverede.”

    Ud over kommunen står en række fonde og virksomheder bag finansieringen af udvidelsen. Heriblandt Salling Fondene og Novo Nordisk Fonden som begge støtter med 20 millioner kroner.

    ”Salling Fondene har lige fra starten støttet Aarhus International School. Det var blandt andet med støtte fra fondene, at skolen i 2015 købte bygningerne og grunden på Dalgas Avenue. Det gjorde vi, fordi det er vigtigt for os og for byen, at vi kan tilbyde en international skolegang af høj kvalitet til medarbejderes børn. Skolen har siden starten udviklet sig og vokset ud af rammerne, derfor er det også naturligt for os at støtte udvidelsen og dermed løfte den internationale skole til det fulde potentiale,” siger Formand for Købmand Herman Sallings Fond, Jens Bjerg Sørensen.

    En meget stor del af eleverne på Aarhus International School er børn af internationale forskere ansat på Aarhus Universitet. Derfor har Novo Nordisk Fonden også valgt at støtte med 20 millioner kroner, fortæller formand for fonden, Lars Rebien Sørensen:

    ”Novo Nordisk Fonden ønsker at bidrage til at gøre det attraktivt for topforskere at søge mod Danmark, og her er et attraktivt internationalt skoletilbud helt afgørende. Det er vigtigt for Danmarks konkurrenceevne og udvikling. Sammenholdt med Aarhus International School fortsatte fokus på at udvikle og styrke science-undervisningen er det derfor naturligt for fonden at støtte udviklingen og udvidelsen af skolen.”

    Han bakkes op af Jesper Lund, President and CEO for Lars Larsen Group, som støtter udvidelsen med 10 millioner kroner.

    ”Det er afgørende, at vi i Østjylland kan tilbyde en moderne international skole, hvis vi også fremadrettet skal have mulighed for at tiltrække og fastholde kvalificeret, international arbejdskraft. Derfor bakker vi i Lars Larsen Group op om etableringen af One Campus, som er et vigtigt skridt på vejen mod et mere attraktivt internationalt miljø. Herudover skal vi sikre, at der også uden for arbejde og skole sker en integration. Vi bør derfor i større omfang åbne op og invitere de nye internationale familier indenfor, så de kan skabe gode relationer og føle sig hjemme. Det har vi alle et ansvar for,” siger han.

    Blandt de øvrige bidragsydere er blandt andre Grundfos Fonden, som også støtter med 10 millioner kroner.

    Fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted siger:
    ”Vi har flere medarbejdere, som har børn på skolen. Vi ved, at når internationale kandidater med familie ser på en stilling hos os, googler de som det første, hvilke internationale skoletilbud der findes i regionen. IB-programmet er meget attraktivt, og det har derfor betydning for os, at skolen
    kan tilbyde undervisningen i tidssvarende og attraktive rammer.”

    A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har ligeledes bevilliget 10 millioner til projektet:

    ”Fonden bidrager for at gøre det endnu mere attraktivt for internationale familier at slå sig ned i Østjylland. En moderne international skole er selvsagt afgørende, når områdets virksomheder skal rekruttere internationale medarbejdere.”

    Nedslidte barakker væltes efter sidste skoledag
    Allerede dagen efter skolen har ringet ud for sidste gang inden sommerferien, vil projektet gå i gang på Dalgas Avenue. Når skolegården er tømt for børn, ruller maskinerne nemlig ind og vælter nogle af de gamle bygninger. Først for er en række barakker, som blev opført som ”midlertidige” lokaler tilbage i halvfjerdserne. De ryddes for at gøre plads til en bygning til skolens yngste elever på 3-5 år bagerst på grunden. Derudover bygges en tilbygning til de eksisterende skolebygninger, hvor skolen får et samlingspunkt og tidssvarende klasse- og faglokaler til de ældre elever. Byggeriet forventes færdigt til skolestart 2024, og det bliver en milepæl for både elever og personale fortæller skoleleder Chris Hanna:

    ”Gennem de sidste 10 år er AIS vokset fra at være en lille skole med knap 40 elever til en stor og attraktiv skole med omkring 350 elever. Vi har i dag nogle utroligt dedikerede undervisere og engagerede elever. Men på grund af pladsmangel har skolen været opdelt på to adresser, en til de yngste i Højbjerg og de større elever i mere eller mindre slidte lokaler på Dalgas Avenue. Vi glæder os utroligt meget til at byde nye og gamle elever velkomne i moderne og inspirerende lokaler, når byggeriet står færdigt,” fortæller han.


    Om AIS:
    Aarhus International School er en international privatskole bestående af børnehave og grundskole med det formål at udbyde international IB-autoriseret undervisning og børnepasning i henhold til friskoleloven og dagtilbudsloven. Børnehaven med cirka 60 børn ligger i Højbjerg og skolen med cirka 290 elever ligger på Dalgas Avenue tæt på Aarhus centrum.
    AIS er en certificeret IB World School, hvor undervisningssproget og det daglige sprog hovedsageligt er engelsk. Et højt fagligt og socialt niveau på skolen opnås gennem undervisning solidt funderet i IB programmet fra børnehave til afgangsklasser. Med cirka en tredjedel danske elever på skolen ligger undervisningen i dansk på et meget højt niveau med inddeling i 3 niveauer. På skolen går elever fra mere end 40 nationaliteter. I overensstemmelse med ”International Baccalaureate®” missionen,
    stræber vi efter at uddanne og forberede vores elever til aktivt at bidrage til en bedre verden.

    Om projektet:
    I alt ca. 6000 m2 som opføres i totalentreprise af C. C. Contractors A/S
    Samlet byggesum på 138 mio. kr.
    Byggeperiode juni 2022-august 2024
    Bygherre: Ejendomsfonden Aarhus International School


    For yderligere oplysninger: kontakt Charlotte Jessen på cj@ais-aarhus.dk

    Sidst opdateret: 18. september 2023