Gå til hovedindhold

Ny stadsdirektør har fokus på Aarhus’ syv vilde problemer

Martin Østergaard er netop begyndt i sit nye job som stadsdirektør i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune, og knap har han sat sig i stolen, før han har en plan klar for sin opstart og de vigtigste prioriteringer, han ser for byen. En toneangivende plan for hvad den første tid byder på, og som adresserer tilgangen til byens udfordringer, også omtalt som de ”syv vilde problemer”.

  • Læs op

Indhold

    Planen rummer mange af de vigtigste opgaver og udfordringer, der venter i jobbet for den nye stadsdirektør. ”Flere af disse er dog ikke ukendte og nogle har været en del af dagligdagen i Aarhus Kommune længe,” fortæller Martin Østergaard Christensen, ”men med planen følger nye vinkler, metoder og ideer – og det giver en oplagt mulighed for at stoppe op og ændre tilgange, rytmer og kutymer, hvor det er ønsket og skaber større værdi. ”

    Det er det initiativ, der skal fylde - og ikke historik og nutid, ifølge stadsdirektøren:

    ”Ønsker, ambitioner og retninger for fremtidens Aarhus Kommune er essentielle, og planen er med andre ord udtryk for, at vi ikke går til alt det nye med alt det gamle.”

    Byens syv vilde problemer

    Bag størstedelen af de strategiske ambitioner, satsninger og indsatsområder, der er beskrevet i planen, ligger behovet for at finde nye veje i arbejdet med de udfordringer, som Aarhus står overfor. Martin Østergaard Christensen kalder dem byens »syv vilde problemer«, som der skal findes løsninger på.

    Disse er Aarhus Kommunens klimaaftryk, mangel på arbejdskraft, mental mistrivsel hos borgere, sundheden som skal være bedre, bæredygtig vækst i erhvervslivet skal fortsætte, byen skal udbygges endnu mere, og så skal der tages fat på problemet med boligområder med beboere, som klarer sig dårligere end i resten af byen.

    Og endelig skal byens fremtid formes i samspil med borgere, virksomheder, institutioner, organisationer og foreninger:

    ”Dem skal vi lytte til og skabe værdi for. For Aarhus skal være en god by for alle, en by i bevægelse, og en by med handlekraft og fællesskab. Det er Aarhus Byråds vision for hele byens udvikling, som planen netop understøtter,” fortæller Martin Østergaard Christiansen.

    At gøre politik muligt

    God understøttelse af politikerne i Byrådet og Magistraten ser Martin Østergaard Christiansen også som en af de vigtigste opgaver i hans job i Borgmesterens Afdeling, og samtidig er understøttelsens karakter med til at skabe rammerne for det politiske arbejde:

    ”Det er et ansvar, vi skal være bevidste om. Derfor skal vi i vores arbejde have fokus på politikernes handlingsrum og sikre de bedst mulige betingelser for en politisk diskussion på et fælles oplyst grundlag. Med andre ord skal vi være en stærk understøttende faktor til at gøre politik muligt.”

    Ser frem til arbejdet som stadsdirektør

    Martin Østergaard Christianen ser i høj grad frem til arbejdet som stadsdirektør og er glad for den anerkendelse byrådet har vist ham. Han ser samtidig et stort potentiale for Aarhus og er sig sit ansvar bevidst, som han sammenfatter i følgende:

    ”Aarhus er en fantastisk by og en dynamo for udviklingen i Vestdanmark, et skønt sted at leve, bo, uddanne sig og arbejde. Som kommune spiller Aarhus en stadig større rolle for erhvervsliv og kulturen både regionalt og internationalt. Jeg vil gøre mit til at indfri Byrådets og byens ambitioner: Aarhus - en god by for alle. Men vi står også over for store strategiske udfordringer inden for vækst, klima, demokrati og borgerinddragelse, rekruttering, integration og sundhed. Det kræver endnu stærkere tværgående samarbejde mellem virksomheder, organisationer, borgere og nationale interesser for at lykkes. En stor og spændende opgave, som jeg glæder mig til at løse med dygtige kolleger, samarbejdspartnere og ikke mindst Byrådet”

    Om Martin Østergaard Christensen

    • 47 år, gift og har to døtre på henholdsvis 16 og 19 år.
    • Fra 1. juni 2022 Stadsdirektør i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune.
    • 2018-2022 direktør i Magistratsafdelingen for Børn og Unge i Aarhus Kommune.
    • 2014-2018 direktør i Aalborg Kommune og før det børne- og undervisningsdirektør i Hjørring Kommune.
    • 2003 Uddannet cand.mag. i historie og psykologi fra Aalborg Universitet og taget pædagogisk diplomuddannelse fra Skive Seminarium i 2005.
    • KIOL-uddannelsen Strategisk Ledelse og flere moduler i masteruddannelsen i Public Administration.
    • Medlem af Advisory Board i Komponent, kommunernes fælles udviklingscenter og medlem af kontaktudvalget i KL samt bestyrelsesmedlem i virksomheden Ping It.
    • Fritid: At være sammen med familien, gå- og løbeture samt at lytte til moderne jazz
    Sidst opdateret: 18. september 2023