Gå til hovedindhold

Uddannelser og virksomheder hjælper hinanden

Danske Bank, VIA University College, Erhvervsakademi Aarhus, Aarhus Universitet og Aarhus Kommune har taget initiativ til en guide, der skal gøre det nemmere at hæve klimabevidstheden hos medarbejdere. Guiden er udarbejdet i netværket "Klimaalliancen Aarhus, som de indgår i, og giver tips og tricks til at arbejde med klima i kerneopgaverne.

  • Læs op

Indhold

    Efterhånden er det en sjældenhed, at man møder virksomheder – offentlige såvel som private – der ikke er indstillet på at gøre en forskel i den aktuelle klimakrise, verden står i. Men selvom den gode vilje er til stede, kan det stadig være svært at få klimaindsatsen arbejdet ind i virksomhedens dagligdag og kerneopgaver. Derfor har en gruppe af aarhusianske uddannelsesinstitutioner og virksomheder sammen med Aarhus Kommune taget initiativ til et netværk, som skal arbejde med at hjælpe dem selv og andre virksomheder til et kompetenceløft blandt medarbejdere. Første skridt er en guide, der giver tips til, hvordan man kan arbejde med at styrke sine kompetencer til at arbejde med klima.

    ”En af de helt store udfordringer er, at arbejdet med at reducere på klimaaftrykket kan opleves svært. Derfor skal hjælpen være nem at gå til. Mange små og mellemstore virksomheder har ikke nødvendigvis en udviklingsafdeling eller lignende, der lige kan tage ’klimaopgaven’. Derfor er det vigtigt, at arbejdet bliver gjort meningsfuldt og let at tage fat på. Det er noget af det, vi har sigtet efter med denne publikation,” siger Elsemarie Kappel Petersen, der er lektor og arbejder med ledelsesudvikling på VIA University College i Aarhus.

    Råd skal bringes til live

    Noget af det, netværksgruppen bag guiden har været optaget af, er, hvad de selv havde af viden, værktøjer og gode erfaringer, som kunne være hjælpsomme for andre organisationer – og at få det samlet på en let tilgængelig måde.

    Næste opgave er at få guiden ud i virkeligheden. Det er her, de store muligheder, men også udfordringerne ligger. Men netop fordi netværket og guiden tager udgangspunkt i det praksisnære arbejde, er det også det, der giver troen på, at man faktisk kan være med til at flytte noget i sidste ende.

    ”Jeg tror, at det, der gør forskellen, er, at os der har været med til at lave denne publikation har et reelt ønske om at gøre en forskel i vores eget arbejde. Dermed bliver det også meget mere inspirerende for andre at tage del i. Derudover har vi alle meget brede netværk, som er oplagte at bruge til at dele guiden og samtidigt tale om de justeringer, der skal til i de enkelte virksomheder,” siger Michael Thunbo, der er filialdirektør i Danske Bank i Aarhus.

    Alle skridt tæller

    Noget af det, der er vigtigt at have med i billedet, når man arbejder med forandringer i den størrelse, som klimakrisen foreskriver, er at alle reelle skridt tæller. Det er en erfaring, som både uddannelsesinstitutioner og virksomheder kender til.

    ”Der er selvfølgelig forskel på, hvilke skridt der er oplagt at tage først, alt efter om man er en transportvirksomhed eller en bank. Det vigtige er, at de skridt man tager, gør en reel forskel. For os handler det eksempelvis om vores bygningsdrift, men især om, hvordan vi som bank kan understøtte grønne investeringer og udvikle finansiel rådgivning og produkter, der gør det nemmere for vores kunder at tage klimavenlige valg,” siger Michael Thunbo.

    På samme måde gælder det i uddannelsessektoren om at sætte ind der, hvor behovet er størst og efterspurgt.

    ”Vi begynder at få opdaterede studieordninger fra politisk hold, som understøtter klima og bæredygtighed i uddannelsen. Derudover begyndte arbejdet hos os med, at medarbejderne ønskede at få bedre kompetencer indenfor klima og bæredygtighed. Sammen med et øget fokus på klimakrisen generelt har det ført til at bæredygtighed kommet ind som en vigtig del af den overordnede strategi. Lige nu er næste skridt at uddanne mellemlederne, så de sammen med medarbejderne kan blive endnu bedre til at udvikle vores uddannelser, så de understøtter klima og bæredygtighed,” siger Elsemarie Kappel Petersen.

    Fakta:

    Se Guide: Kompetenceløft for den klimavenlige medarbejder

    Guiden er udarbejdet i arbejdsgruppen ”Klimavenlige arbejdspladser og medarbejdere” i regi af Klimaalliancen i Aarhus som består af Erhvervsakademi Aarhus, Aarhus Universitet, Danske Bank, VIA University College og Aarhus Kommune. Klimaalliancen Aarhus er et samarbejde mellem Aarhus Kommune og nogle af byens største virksomheder og organisationer om omstillingen til et mere bæredygtigt samfund. Samarbejdet fungerer som et udviklingsforum, hvor organisationer og virksomheder sammen med kommunen kan arbejde med forskellige klimaprojekter. Klimaalliancen Aarhus arbejder med målsætningen om at blive et CO2-neutralt bysamfund og understøtte udviklingen af de erhvervsmæssige potentialer i den grønne omstilling.

    Sidst opdateret: 18. september 2023