Aarhusiansk startup står bag årets e-handels innovation med AI-baseret optimeringsmotor
Cernel vinder prisen for Årets eCommerce Innovation med en løsning, der optimerer produktdata og accelererer væksten.

Aarhusianske Cernel blev hædret som vinder af “Årets eCommerce Innovation”, da PostNord og Dansk Industri (DI) for nylig uddelte eCom Talent Award 2025. Med deres nyskabende brug af kunstig intelligens til optimering af produktdata, organisk trafik og international vækst, har Cernel markeret sig som nytænkende inden for fremtidens onlinehandel.
Cernels løsning skiller sig ud ved at anvende et netværk af AI-agenter, der autonomt identificerer og udbedrer muligheder for optimering af produktinformation. Resultatet er betydelige tidsbesparelser for kunderne, øget klikrate og hurtigere ekspansion på tværs af markeder. Innovationen adresserer en væsentlig udfordring for mange e-commerce-virksomheder: at skabe præcise, engagerende produktdata uden at skulle bruge enorme ressourcer på manuel opdatering.
Cernel fik i november 2024 tilført en millioninvestering, der skulle sætte fart på udviklingen hos det unge team bag.
“Med den tilførte kapital kan vi nu accelerere vores skalering, så vi kan nå ud til større kunder – også internationalt,” sagde medstifter og CEO Andreas Busch i den forbindelse
Skaber en smartere fremtid
Med prisen fremhæver arrangørerne Cernels arbejde som en afgørende løftestang for, hvordan data og teknologi kan anvendes til at accelerere vækst og øge konkurrencedygtigheden i en global e-handelsverden.
“Cernel er et fremragende bevis på, hvordan kunstig intelligens kan transformere e-commerce-landskabet og skabe en smartere og mere effektiv fremtid. Virksomheden er grundlagt i 2023 og viser dermed også, at med en god idé og teknologisk viden har AI en demokratiserende kraft – alle har en chance. Man behøver ikke være den største virksomhed med mest kapital men blot have forståelse for, hvordan teknologien kan skabe løsninger på problemer, der skaber mening og værdi for kunderne,” siger jury-forperson for innovationskategorien, Anders Bæk, i en pressemeddelelse.
Ud over Cernel blev Brian Andersen fra Matas kåret som “Årets eCommerce Leder” for sin rolle i at forvandle Matas til en digital vækstmaskine, mens Cecilie Lundberg fra POWER modtog prisen som “Årets eCommerce Frontrunner” for sit succesfulde arbejde med loyalitetsprogrammer.