Hos Startup Aarhus er missionen klar: 2025 skal være ”less talk more action”
2025 er nødt til at blive året, hvor vi i Aarhus, i Danmark og i EU intensiverer vores rolle i tech og den globale økonomi. Jeg tror kun, det kan lykkes, hvis vi tør tage risici, inkluderer startups og scaleups i langt højere grad og styrker både investeringer og kundeforhold.
Af Mette Hoberg Tønnesen, CEO for Startup Aarhus
2025 er nødt til at blive året, hvor vi i Aarhus, i Danmark og i EU intensiverer vores rolle i tech og den globale økonomi. Jeg tror kun, det kan lykkes, hvis vi tør tage risici, inkluderer startups og scaleups i langt højere grad og styrker både investeringer og kundeforhold.
Europa er bagud på tech – meget bagud! De sidste 25 år har vist, at når vi ikke følger med på tech og kommercialiseringen af digitale løsninger, koster det dyrt. I dag er EU 30 procent fattigere end USA, primært fordi vi ikke kom med på tech-toget i tide. Men vi har samtidig unikke muligheder: Vi er digitale, datadrevne og har en stærk evne til at samarbejde. Det skal vi turde udnytte.
Startup Aarhus ønsker at bidrage til at vende udviklingen ved at fokusere på tre nøgleområder: fællesskab, kapital og kunder.
Vi tror på, at startups er kernen til innovation, og vores mål er at skabe rammer, der giver dem de bedste forudsætninger for succes. For at bryde med den negative udvikling vil vi samle startups, investorer og industrien og skabe nye muligheder gennem konkrete initiativer.
Fællesskab: SMIL skaber stærkere relationer
Vi tror på, at stærke relationer er afgørende for founders. I 2025 vil vi derfor lancere SMIL – The happiest startup experience in the world. Med et nyt, intimt format skaber vi et rum, hvor founders og investorer kan mødes på en meningsfuld og værdiskabende måde. Vi vil styrke fællesskabet og opbygge netværk, der hjælper founders med at lykkes.
Kapital: Bro mellem startups og investorer
Vi vil arbejde på at tiltrække flere investorer til Aarhus og linke dem med de nyeste teknologier og lovende startups. Det handler om at bygge bro og gøre det lettere for investorer at opdage potentialet i det aarhusianske økosystem. Ved at forbinde kapital med innovation kan vi skabe et miljø, hvor både startups og investorer trives.
Kunder: Tidlig validering som springbræt
Vi drømmer om at udvikle et markedsvalideringsprogram, der hjælper startups med at teste deres løsninger gennem konkrete samarbejder med industrien. Tidlig validering kan accelerere væksten og tackle store samfundsudfordringer som grøn omstilling, cybersikkerhed og digitalisering. Det kræver mod og partnerskaber, men vi tror, at det er vejen frem.
I Startup Aarhus arbejder vi for, at founders ikke står alene. Vi tror på, at fællesskab, mod og partnerskaber kan vende udviklingen og bringe Aarhus og Europa tilbage i front – sammen.
Denne artikel indgår i en række af artikler fra Grow Aarhus sektionen, som er skabt i partnerskabet mellem TechSavvy - Danmarks største startup-medie og Tech City Aarhus, som Aarhus Kommune indgår i. Formålet med samarbejdet er at skabe endnu mere synlighed om det aarhusianske tech-miljø og innovationsøkosystem.