Gå til hovedindhold

Nye studiebysinitiativer skal styrke Aarhus’ position som bedste uddannelsesby

Aarhus er kåret som landets bedste uddannelsesby tre ud af de sidste fire år. Aarhus Byråd har derfor besluttet at lancere en række nye initiativer, der skal fastholde og udbygge byens position på området. Initiativerne skal gøre livet lettere for de studerende og styrke byens tiltrækningskraft over for både danske og internationale studerende.

Indhold

    De fem initiativer skal supplere Aarhus’ eksisterende indsats for at styrke uddannelsesbyen i 2025-28 med fokus på demokrati, onboarding, boligsituation, kommunale jobmuligheder og det sociale studieliv.

    Indstillingen mangler kun den endelige vedtagelse i februar, hvorefter Aarhus Kommune sammen med uddannelsesaktørerne kan begynde at implementere strategien og yderligere styrke Aarhus som uddannelsesby.

    Uddannelsesråd skal spille central rolle

    En væsentligt tiltag i den nye strategi er forslaget om oprettelsen af et uddannelsesråd, der skal spille en central rolle i at følge op på og implementere studiebysinitiativerne. Rådet skal ligeledes sikre, at både de studerendes og uddannelsesinstitutioners stemme bliver hørt i byrådets beslutningsprocesser. På den måde ønsker Aarhus Kommune at styrke den direkte dialog mellem studerende, uddannelsesinstitutionerne og kommunen og skabe bedre betingelser for byens studiemiljø.

    Informationspakke skal sikre en god opstart i Aarhus

    For at gøre overgangen til livet som studerende i Aarhus lettere, skal der udvikles en ny informationspakke til byens nye studerende. Pakken kan være en app, en hjemmeside eller noget helt tredje og vil indeholde informationer om alt fra registrering i Borgerservice til muligheder for studieboliger, studiejobs og praktiske tips om livet i Aarhus. Initiativet er designet til at give de nye studerende en glidende start i byen og sikre, at de hurtigt føler sig hjemme.

    Bedre kommunikation om studieboliger

    Boligsituationen har ofte været et emne, der har givet anledning til bekymring hos nye studerende i Aarhus. Aarhus Kommune har dog allerede gjort betydelige fremskridt med at udbygge kapaciteten af studieboliger, så der i dag er nok studieboliger. Der er dog stadig et behov for bedre kommunikation omkring mulighederne for at finde bolig i Aarhus. Derfor skal information om studieboliger og studieboliggaranti udvikles og udbredes, så kapaciteten udnyttes bedre og de studerende nemt kan finde et sted at bo.

    Flere studiejobs og praktikpladser til de studerende

    En af de største udfordringer, som de studerende med tiden vil stå over for, er overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked. For at sikre, at flere dimittender kommer hurtigere i job, vil Aarhus Kommune udvide mulighederne for studiejobs, praktikpladser og erhvervskandidatforløb undervejs i uddannelsen. Initiativet skal give de studerende bedre muligheder for at få erhvervserfaring og opbygge netværk, der kan hjælpe dem mod et job efter endt uddannelse.

    Støtte til det sociale studieliv

    Selvom det ikke er en kommunal opgave at finansiere sociale aktiviteter for byens studerende, erkender Aarhus Kommune vigtigheden af et stærkt socialt studieliv. Derfor undersøges mulighederne for at oprette en pulje, der kan støtte specifikke initiativer som madfællesskaber, spilaftener og musikaftener, der kan skabe et stærkere fællesskab blandt de studerende. Puljen kan eventuelt også finansieres af private midler.

    De ovenstående initiativer er udarbejdet på baggrund af input fra både danske og internationale studerende og skal sikre, at Aarhus fortsat er et sted, hvor unge mennesker kan udvikle deres talenter, finde beskæftigelse efter endt studie og få en god start på deres voksenliv.

    Med et samlet budget på 500.000 kr. fra Erhvervspuljen, som er afsat til implementering af de fem initiativer, vil Aarhus Kommune sætte gang i arbejdet med at styrke byens status som anerkendt studieby de kommende år.

    Sidst opdateret: 16. januar 2025