Tech City Aarhus sætter fokus på digitale løsninger for mennesker med særlige behov
Bliv klogere på digitale løsninger, der gør en forskel for mennesker med autisme, demens og andre særlige behov, når Tech City Aarhus i samarbejde to aarhusianske tech-virksomheder byder på en række oplæg, der gør dig klogere.
Hvordan udvikler man digitale løsninger til mennesker, der har svært ved at udtrykke deres egne behov? Det er temaet for en række oplæg til eventet When Digital Solutions Make a Difference: Developing for People with Hard-to-Capture Needs, som Tech City Aarhus arrangerer i samarbejde med tech-virksomhederne Mobilize Me og b-near®.
Mobilize Me har nemlig 13 års erfaring med udvikling af digitale løsninger og apps til mennesker med neurodivergens og andre kognitive udfordringer – eksempelvis mennesker med autisme og ADHD.
“Vi laver apps, der er praktisk anvendelige for mennesker, der har brug for ekstra støtte og struktur,” fortæller Dorthe Stricker, der er direktør i Mobilize Me.
Det handler om effektive indsatser
Mennesker med neurodivergens har eksempelvis ofte brug for faste rammer, forudsigelig og visuel kommunikation. Her udvikler Mobilize Me en række forskellige løsninger, der gør hverdagen nemmere for både den neurodivergente, familien og støttepersoner.
“Det handler om at lave gode, effektive indsatser for mennesker, der har brug for støtte,” siger Dorthe Stricker.
De primære kunder for Mobilize Me er institutioner, bosteder og skoler, da konceptet er skræddersyet til at have støttepersoner tilknyttet. Det giver i sig selv udfordringer, som virksomheden er tvunget til at være ekstra opmærksomme på i udviklingen af apps. De er eksempelvis nødt til at være ekstra opmærksomme på brugernes personlige data.
“Det er ikke en ligetil proces at udvikle til vores brugere. Så vi vil gerne fortælle om alle de særlige hensyn, som vi er nødt til at tænke ind i udviklingen af vores produkter,” siger Dorthe Stricker fra Mobilize Me.
Bliv klogere på løsninger, der gør en forskel
Eventet When Digital Solutions Make a Difference: Developing for People with Hard-to-Capture Needs får ligeledes deltagelse af oplægsholdere fra virksomheden b-near®.
b-near® har udviklet en kommunikationsløsning, der sætter mennesker, der ikke kan bruge en telefon i stand til at etablere videokontakt med deres netværk. Løsningen kan bruges af alle med fysiske og kognitive udfordringer herunder mennesker med autisme, demens, senhjerneskade m.fl.
Ligesom Mobilize Me udvikler b-near® digitale løsninger til personer med praktisk anvendelig støtte i hverdagen, men hvor slutbrugeren ikke kan give direkte feedback på produktet. Dorthe Stricker fra Mobilize Me vil med eventet gerne give en bedre forståelse for både potentialet og udfordringerne i at udvikle denne type produkter.
“Mit håber er, at deltagerne kan se, hvor stor en hjælp det kan være for mennesker med neurodivergens, men samtidig give indblik i, at det ikke bare er noget, man bare lige gør,” forklarer hun.
When Digital Solutions Make a Difference: Developing for People with Hard-to-Capture Needs foregår mandag den 17. Februar fra klokken 14.00 til 15.30 hos Incuba Next i Aarhus.
Eventet er en del af TEC5, en række tech-relaterede netværksevent, der afholdes af Tech City Aarhus og deres samarbejdsvirksomheder. Her afholdes minimum et tech event i måneden med formål at styrke og udvikle den aarhusianske tech industri.
Læs mere om eventet og Tec5 her: Tec5 Event
Denne artikel indgår i en række af artikler fra Grow Aarhus sektionen, som er skabt i partnerskabet mellem TechSavvy - Danmarks største startup-medie og Tech City Aarhus, som Aarhus Kommune indgår i. Formålet med samarbejdet er at skabe endnu mere synlighed om det aarhusianske tech-miljø og innovationsøkosystem.