Aarhus åbner EU-formandskabet med folkefest
Når Danmark d. 3. juli officielt overtager EU-formandskabet, bliver det markeret med en række markante begivenheder i Aarhus, der er værtsby for åbningsfesten.

Dagen begynder på Aarhus Universitet med et møde mellem den danske regering og Europa-Kommissionen, efterfulgt af en pressekonference med statsministeren og Kommissionens formand, Ursula con der Leyen.
Senere på dagen mødes H.M Kongen og H.M Dronningen med de to ledere på kunstmuseet ARoS, mens eftermiddagen byder på et fælles besøg til Aarhus Havn, hvor den grønne omstilling af skibsfarten er i fokus. Om aftenen er Kongeparret værter ved en reception ombord på Kongeskibet Dannebrog.
Aftenen afsluttes med en officiel åbningsceremoni på Aarhus Rådhus, hvor blandt andre statsministeren og Ursula von der Leyen holder taler. Samtidig inviteres aarhusianerne til europæisk gadefest i Rådhusparken med koncerter, debat og fællesspisning.
Folkefest i Rådhusparken
EU-festen i Rådhusparken kommer til at byde på alt fra gratiskoncerter, dans og korsang med forhåbning om, at over 10.000 aarhusianere og gæster fra hele Danmark kigger forbi folkefesten i Aarhus.
Gadefesten vil være gratis for alle med et veltilrettelagt program fra 16 til 22, der officielt annonceres snarest. Her vil en lang række lokale foreninger være involveret i dagens program i form af blandt andet Aarhus Volume, Studenterhus Aarhus, Erasmus Student Network, Nordisk Dans Aarhus og Aarhus Skatescene.
Derudover kan publikum glæde sig til en parade med 3000 internationale korsangere, der er samlet til European Choir Games i Aarhus, der har mål i Rådhusparken. Også to danske, og hidtil hemmeligholdte musiknavne, vil optræde på de to scener, der stilles op i Parken.
Dermed markerer fejringen altså en sand folkefest med tre koncerter, et miks af kunst, talks og performances og en række andre aktiviteter med fokus på blandt andet urbane sportsgrene. Alt i alt vil fejringen kredse om nøgleord som fællesskab og demokrati, og vi glæder os til at se Aarhus danne ramme om dagen.