Aarhusiansk forskningsprojekt får millioninvestering til behandling af sjældne immunsygdomme
24,6 millioner kroner fra Innovationsfonden skal hjælpe aarhusianske forskere med at udvikle personlig behandling af sjældne genetiske immunsygdomme.

Et nyt forskningsprojekt med base på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital skal bane vejen for en mere præcis og individuel behandling af patienter med medfødte immundefekter. Innovationsfonden har netop investeret 24,6 millioner kroner i projektet, der har fået navnet GENESCURE.
Formålet med GENESCURE er at udvikle nye behandlingsmetoder, der tager udgangspunkt i patientens egne stamceller. Gennem avanceret genredigering vil forskerne forsøge at rette de genetiske fejl, der ligger til grund for sygdommene, og dermed genoprette et normalt fungerende immunsystem.
”Støtten fra Innovationsfonden er afgørende i vores arbejde med at bringe forskningen fra laboratoriet ud til patienterne. Vi har nu mulighed for at tage et stort skridt mod at tilbyde skræddersyede behandlinger til patienter, der hidtil har haft begrænsede behandlingsmuligheder,” siger cheflæge og klinisk lektor Bjarne K. Møller til Aarhus Universitet.
Behandlingen, der afprøves i projektet, baserer sig på en metode kaldet autolog transplantation. Her udtages patientens egne bloddannende stamceller, som derpå genmodificeres i laboratoriet og føres tilbage i kroppen med det formål at genskabe immunsystemets funktion.
Projektet løber over tre år og samler forskere fra både Institut for Biomedicin og Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet samt specialister fra en række kliniske afdelinger på Aarhus Universitetshospital.
Dermed fremviser projektet, hvordan Aarhus kan være med helt i front, når forskning omsættes til nye innovative løsninger. Det styrker både byens forskningsmiljø og position som attraktiv by for virksomheder og investeringer.
Denne artikel indgår i en række af artikler fra Grow Aarhus sektionen, som er skabt i partnerskabet mellem TechSavvy - Danmarks største startup-medie og Tech City Aarhus, som Aarhus Kommune indgår i. Formålet med samarbejdet er at skabe endnu mere synlighed om det aarhusianske tech-miljø og innovationsøkosystem.