ReDI School åbner dørene til techbranchen for kvinder med migrantbaggrund
Aarhus har et voksende behov for digitale specialister. En vigtig brik i at dække behovet er ReDI School, der med målrettede tech-forløb og stærke partnerskaber bygger bro mellem erhvervslivet og kvinder med migrantbaggrund.

Mange aarhusianske virksomheder oplever udfordringer med at finde de rette kompetencer inden for blandt andet AI, data science og cybersikkerhed. Her tilbyder ReDI School en løsning, der både styrker mangfoldigheden og udnytter en overset talentmasse. Organisationen tilbyder grundlæggende og avancerede tech-kurser, samt praktik- og mentorforløb, der åbner døren til tech-branchen for kvinder med migrantbaggrund.
Ifølge ReDI Schools årsrapport for 2024 har organisationen uddannet 688 kursister, hvoraf næsten 500 har gennemført forløb inden for tech-discipliner. Resultaterne taler deres tydelige sprog: 55% af deltagerne i tech-programmet kommer i job, praktik eller videre uddannelse inden for et år.
Aarhus som hub for digitalt talent
For Aarhus som erhvervsby er det afgørende at kunne tiltrække og fastholde digitale kompetencer. Med ReDI Schools arbejde sættes der samtidig fokus på en vigtig dagsorden: At mangfoldighed og inklusion ikke alene er et socialt ansvar, men også en økonomisk gevinst. Når virksomheder samarbejder om at udvikle og integrere nye talenter, styrkes konkurrenceevnen og innovationskraften i hele erhvervslivet.
ReDI Schools samarbejde med det aarhusianske erhvervsliv har allerede båret frugt. I 2024 blev der blandt andet afholdt jobmesser i samarbejde med lokale boligprojekter, og flere events er på vej i 2025. Derudover har 229 kvinder modtaget karrierecoaching fra 148 frivillige mentorer i tech-branchen, der er et eksempel på, hvordan frivilligt engagement og erhvervslivets opbakning kan gøre en konkret forskel.
Åben invitation til virksomheder
ReDI School søger løbende nye samarbejdspartnere i Aarhus og omegn, der vil tilbyde praktikpladser, mentorskab eller støtte til kommende aktiviteter. For virksomheder er det en mulighed for at tage aktivt del i at forme Aarhus som en hub for digitalt talent og samtidig styrke egne rekrutteringsmuligheder.
I Aarhus har ReDI School allerede etableret en række stærke virksomhedssamarbejder med Danske Bank, Mjølner, Landfolk, NNIT og Grundfoss.
Initiativer som dette er med til at sikre Aarhus’ stærke position på tech-området, hvor samarbejdet mellem kommune, erhvervsliv og byens organisationer sikrer en positiv vækst på området.