Aarhus Universitetshospital kåres til 18. bedste hospital i verden i 2025
Der er god grund til at være stolt i Aarhus. Aarhus Universitetshospital (AUH) er netop blevet kåret som det 18. bedste hospital i verden i den nye rapport World’s Best Hospitals 2025, der er udarbejdet af Statista og Newsweek.

Det er en flot fremrykning på hele fem pladser, som Aarhus Universitetshospital har taget siden 2024. Det betyder både, at AUH får en flot plads i top-20 men ligeledes, at de nu kan kalde sig det højest rangerede hospital i Danmark.
Danmark placeret i toppen
AUH er dog ikke alene om at repræsentere Danmark på den fornemme top-20 liste. Her har Rigshospitalet i København også indtaget en flot 20. plads. Også længere nede på listen, der i alt tæller de 250 bedste hospitaler i verden, finder man danske hospitaler. Både Odense Universitetshospital og Herlev Hospital har også udmærket sig her.
De både flotte og mange rangeringer for danske hospitaler på den prestigefulde liste fremhæver styrken ved det danske sundhedsvæsen, der både udmærker sig indenfor forskning og innovation på verdensplan.
Listen over de bedste hospitaler i verden i 2025 er baseret på en grundig evaluering, hvor der blandt andet er opnået feedback fra tusindvis af medicinske eksperter, grundig indsigt i patientoplevelser og tilfredshedsfaktorer, samt andre relevante målbare kvalitetsindikatorer.
AUH udvikler fremtidens sundhedsvæsen
Vi kan i Aarhus glæde os over, at vi har et hospital i verdensklasse. Den flotte placering på listen vidner både om høj kvalitet og dedikation.
Aarhus Universitetshospital er dog meget mere end en placering på en liste. Hospitalet er en central drivkraft i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen, hvor forskning, avanceret behandling og uddannelse af de kommende generationer af læger går hånd i hånd.
Hver dag arbejder dygtige specialister på at levere den bedste medicinske behandling til patienterne, mens banebrydende forskning skaber nye løsninger på komplekse sundhedsudfordringer. Hospitalet spiller en afgørende rolle i at sikre vores høje sundhedsniveau i Danmark ved at være international frontløber indenfor sundhed, forskning og uddannelse.