Gå til hovedindhold

Aarhus hædres internationalt for banebrydende genbrugsløsning

Fra vaskecentral til returautomater: Aarhus’ innovative genbrugssystem har sat sit tydelige aftryk på årets REUSE-konference i Bruxelles.

Indhold

    Aarhus har modtaget The European Reusable Award for arbejdet med at udvikle og drive et af Europas mest ambitiøse genbrugssystemer til takeaway. Prisen blev overrakt i sidste uge på REUSE-konferencen i Bruxelles, hvor Simon Rossau fra Teknik og Miljø modtog hæderen på vegne af Aarhus Kommune.

    Et system, der gør genbrug enkelt i hverdagen

    Juryen roser Aarhus for at have opbygget en fuldskala, kommunalt forankret genbrugsinfrastruktur, der gør det nemt at vælge genbrug frem for engangsemballage. Juryen fremhæver særligt, hvordan Aarhus har formået at etablere et bydækkende system med automatiseret retur, professionel logistik og vask samt et stærkt samarbejde med både HORECA-aktører og byens borgere. Under et besøg i Aarhus tidligere på året oplevede juryen på nærmeste hold, hvordan løsningen fungerer i praksis – effektivt, brugervenligt og i stor skala.

    Aarhus’ REUSABLE-projekt blev igangsat med støtte fra kommunens innovations- og affaldsforebyggelsesmidler og har siden udviklet sig til et af de mest gennemgribende eksempler på kommunalt ledet cirkulær omstilling i Europa. Systemet blev i første omgang udviklet til takeaway-drikkevarer, men er nu på vej til også at omfatte mad-to-go. Med egen vaskecentral, digital sporing og fuld kontrol over drift og data kan kommunen løbende forbedre effektiviteten og sikre gennemsigtighed i hele processen.

    Målbare resultater – og mere på vej

    To år efter opstarten deltager mere end 50 caféer, restauranter og takeawaysteder i ordningen, og 11 af dem er gået helt over til genbrugskopper. Borgere kan låne en kop for et lille pantbeløb og aflevere den igen i en af byens 27 returautomater, hvor pant udbetales direkte til betalingskortet. Maskinerne tømmes minimum hver 48. time, hvorefter emballagen køres til kommunens centrale vaskefacilitet, der kan håndtere op til 5.000 kopper i timen med et meget lavt vandforbrug.

    Resultaterne er tydelige: Siden lanceringen er der indsamlet 1,5 millioner genbrugskopper. Det svarer til cirka 18 tons CO₂-besparelse og et markant fald i engangsaffald i byens gader. Borgerne fremhæver især, at systemet er let at bruge og bidrager til renere byrum, mens virksomhederne peger på, at den centrale vask og logistik gør overgangen til genbrug både enkel og driftsikkert. I løbet af det første år steg brugen af genbrugskopper med 400 procent, og genbrugsløsningen har nu opnået en markedsandel på 12 procent i Aarhus.

    Næste skridt er at gøre ordningen økonomisk selvbærende. Kommunen arbejder blandt andet med modeller for en afgift på engangsemballage, obligatorisk brug af genbrug ved større offentlige arrangementer og mulige reduktioner i udeserveringsafgifter for virksomheder, der vælger genbrugsløsninger.

    Aarhus’ genbrugssystem viser, at kommunalt lederskab, innovation og tæt samarbejde med byens aktører kan drive en reel, cirkulær forandring – og nu også vække international opmærksomhed.

    Sidst opdateret: 18. november 2025