Gå til hovedindhold

Security Tech Space samler kræfterne om fremtidens cybersikkerhed og forsvarsinnovation

Efterårets konsortiemøde i Security Tech Space samlede virksomheder, forskere og offentlige aktører hos Bankdata til en dag med nye initiativer, partnerskaber og investeringer i fremtidens cybersikkerhed.

Indhold

    Efterårets konsortiemøde i Security Tech Space samlede mandag en lang række virksomheder, vidensinstitutioner og offentlige aktører hos Bankdata til en dag med videndeling, netværk og strategiske drøftelser om fremtidens cybersikkerhed. 

    Security Tech Space er et nationalt samlingspunkt etableret med base i Aarhus – i tæt samarbejde mellem erhvervsliv, videninstitutioner og Aarhus Kommune – med det formål at styrke Danmarks digitale og teknologiske sikkerhed. 
    Initiativet arbejder for at skabe vækst, innovation og nye løsninger inden for cybersikkerhed og forsvarsrelateret teknologi gennem et stærkt partnerskab mellem forskning og erhverv. 

    Claus Westergaard Jensen og Esben Kolind Laustrup lagde hus til mødet, mens forperson Jakob Ellemann-Jensen ledte deltagerne gennem et program fyldt med inspiration, indsigt og konkrete initiativer.

    Massiv investering i cybersikkerhedsforskning på vej 

    Et af mødets centrale oplæg kom fra rektor Brian Bech Nielsen fra Aarhus Universitet, der kunne fortælle, at universitetet står klar til at investere massivt i cybersikkerhed på tværs af fakulteter. 

    Der arbejdes både med nye uddannelser, styrket forskning og øget innovation på området. Det skal bidrage til at dække virksomhedernes stigende behov for højt specialiserede medarbejdere og samtidig fastholde Danmarks position som et internationalt fyrtårn inden for digital sikkerhed og teknologisk udvikling.

    Ny SMV-indsats med Alexandra Instituttet og Industriens Fond 

    Et andet fokusområde var den cybersikkerhedsindsats for små og mellemstore virksomheder, som Security Tech Space arbejder på at etablere i tæt samarbejde med Alexandra Instituttet, Styrelsen for Samfundssikkerhed, Industriens Fond og de mange virksomheder i netværket. 

    Blandt dem er TDC Erhverv, hvor direktør John Henriksen præsenterede et nyt redskab målrettet mindre virksomheder. Løsningen integrerer med D-mærket og skal hjælpe SMV’er med at styrke deres digitale sikkerhed på en enkel og effektiv måde.

    Forsvarsinnovation var også på dagsordenen. Johan Bitsch Nielsen fra EIFO delte aktuelle perspektiver fra Ukraine og satte fokus på de erfaringer, der præger udviklingen af ny teknologi og internationale partnerskaber.

    Efterfølgende fulgte Systematic A/S med et oplæg fra direktør Nikolaj Bramsen, der demonstrerede integrationen mellem Sitaware, som anvendes i NATO, og Helsing’s droneteknologiske platform. Et konkret eksempel på, hvordan danske virksomheder bidrager med løsninger i verdensklasse.

    Skaber værdi på tværs af partnere

    Mødet viste endnu en gang, hvordan samarbejde og videndeling i Security Tech Space fører til konkrete resultater. 
    Søren Hatting Hjertholm fra Complychain og Boye Vanell fra Simplex Cyber Intelligence holdt korte præsentationer, der viste, hvordan netværket allerede har ført til nye partnerskaber og forretning mellem deltagerne. 

    Efterårets konsortiemøde understregede, at interessen for cybersikkerhed og forsvarsinnovation fortsat vokser – og at samarbejdet mellem erhvervsliv, forskning, stat og kommune er afgørende for at fastholde Danmarks styrkeposition på området. 

    Security Tech Space fungerer som en katalysator for det samarbejde – et sted, hvor nye idéer og partnerskaber får mulighed for at vokse. 

    Interesserede virksomheder og organisationer, der ønsker at høre mere om Security Tech Space, kan kontakte:
     
    Direktør for Security Tech Space, Peer Heldgaard Kristensen

    peer.kristensen@securitytechspace.dk

    Udviklingschef Line Gerstrand

    line.gerstrand@securitytechspace.dk 

    Eller ræk ud til Aarhus Kommunes erhvervskonsulent, Maria Fønss Vestergaard

    mavj@aarhus.dk

    Sidst opdateret: 11. november 2025