Gå til hovedindhold

Startup, der løser overset efterfødselsproblem, tiltrækker investering fra stor fond

MedTech-startuppet LevitaCare vil forbedre behandlingen af efterfødselsgener i bækkenbunden og får nu kapital fra Delphinus Venture Capital til at bringe løsningen mod markedet.

Indhold

    Efterfødselsgener rammer tusindvis af kvinder. Det vil LevitaCare ændre med en ny løsning målrettet bækkenbunden efter fødsel, og Aarhus-startuppet har nu fået vind i sejlene med en investering fra Delphinus Venture Capital.

    ”Jeg har mødt utallige kvinder, der kommer med en fornemmelse af, at noget er gået i stykker og som får at vide, at de bare skal lave knibeøvelser eller vente. Hvis en fodboldspiller får en muskelskade, lægger man kompression for at støtte helingen. Det samme princip burde være helt naturligt at anvende efter en fødsel,” siger medstifter, overlæge og ph.d. i urogynækologi Karl Møller Bek.

    Han har gennem mere end fire årtiers klinisk arbejde behandlet kvinder med bækkenbundsskader, både kort tid efter fødslen og mange år senere, og står bag den faglige idé til løsningen.

    Et udbredt, men underprioriteret problem

    Hvert år føder omkring 60.000 kvinder i Danmark. Mange oplever tyngdefornemmelse og smerter i bækkenbunden umiddelbart efter fødslen, og på længere sigt rammes omkring halvdelen af kvinder, der har født vaginalt, af gener som nedsynkning og inkontinens.

    Konsekvenserne kan være vidtrækkende og påvirke både livskvalitet, arbejdsliv og selvværd. Alligevel oplever mange kvinder, at der mangler både sprog, anerkendelse og konkrete behandlingsmuligheder, når generne opstår.

    Det hul i behandlingen er udgangspunktet for LevitaCare, som vil tilbyde lindring og støtte til bækkenbunden i den sårbare periode efter fødslen.

    LevitaCare er stiftet af Karl Møller Bek sammen med CEO Matilde Fevre, jordemoder Eva Dimon og ingeniør Mads Østergaard. Produktet er udviklet i tæt dialog med kvinder, der selv lever med efterfødselsgener, og kombinerer klinisk viden med teknologisk produktudvikling.

    ”Efterfødselsgener er ikke et nicheproblem. Halvdelen af verdens befolkning føder børn, og mange kvinder lever med gener efterfølgende. Når man kan udvikle en løsning, der både gør en reel forskel for kvinder og adresserer et globalt, strukturelt overset marked, er der et meget stort forretningspotentiale,” siger Matilde Fevre.

    Ifølge virksomheden er ambitionen både at hjælpe kvinder bedre efter fødslen og at løfte kvinders sundhed højere op på sundheds- og investeringsdagsordenen.

    Kvinders sundhed er underinvesteret

    Kun omkring seks procent af private investeringer inden for sundhed går i dag til kvinders sundhed, selv om kvinder udgør halvdelen af verdens befolkning. Det peger LevitaCare og Delphinus Venture Capital på som et strukturelt problem.

    ”Kvinders sundhed er et strukturelt underinvesteret område. Dels fordi investormiljøet historisk ikke har afspejlet målgruppen, hvilket kan gøre det sværere at se og forstå problemer, man ikke selv oplever, og dels fordi emner som efterfødselsgener længe har været tabubelagte og manglet et fælles sprog. Når de barrierer begynder at falde, åbner der sig et stort kommercielt og samfundsmæssigt potentiale,” siger Katrine Haahr Riisberg, Investment Associate i Delphinus Venture Capital.

    Investeringen skal bringe LevitaCares løsning videre mod markedet og understøtte den fortsatte produktudvikling. Hjælpemidlet forventes lanceret i 2026.

    Artiklen er bragt i samarbejde med TechSavvy.

    Sidst opdateret: 4. februar 2026