Gå til hovedindhold

Nyt forskningscenter til 300 millioner etableres i Aarhus

Aarhus Universitet investerer 300 millioner kroner og etablerer forskningscenteret AU Cyber i tæt samarbejde med erhvervsliv, Forsvaret og myndigheder.

Indhold

    Danmarks digitale infrastruktur skal rustes markant bedre mod fremtidens cybertrusler. Derfor vil Aarhus Universitet investere 300 millioner kroner i forskning, uddannelse og innovation inden for cybersikkerhed og etablere et nyt forskningscenter, AU Cyber, der lanceres i løbet af 2026.

    Beslutningen er truffet af universitetets bestyrelse som en del af Strategi 2030 og skal gøre Aarhus Universitet til et nationalt og internationalt omdrejningspunkt for cybersikkerhed i en tid, hvor truslen fra cyberangreb, spionage og organiseret cyberkriminalitet er stigende.

    Danmark er blandt verdens mest digitaliserede lande, hvilket både er en styrke og en sårbarhed. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste er trusselsniveauet højt, og afhængigheden af robuste digitale systemer vokser på tværs af virksomheder, myndigheder og samfundets kritiske funktioner.

    “Når vores hverdag, vores virksomheder og vores demokratiske institutioner i stigende grad er digitale, så bliver cybersikkerhed en grundsten i håndtering af fremtidens trusselsbillede. Danmark har brug for et fagligt omdrejningspunkt, der kan forske i de mest avancerede trusler og uddanne nogle af de dygtigste cyberspecialister i verden. Det ansvar er Aarhus Universitet klar til at tage på sig,” siger Brian Bech Nielsen, rektor ved Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse. 

    Investeringen bygger videre på flere års målrettet udbygning af universitetets digitale forskningskapacitet, blandt andet inden for kryptografi og softwaresikkerhed, hvor Aarhus Universitet konsekvent rangeres blandt de bedste i verden.

    Tæt kobling til erhvervsliv og innovationsmiljø

    AU Cyber skal udvikles i tæt samspil med det aarhusianske IT- og innovationsmiljø. Det gælder blandt andre Alexandra Instituttet, Incuba og det nationale videnscenter Security Tech Space på Katrinebjerg, der arbejder for at styrke Danmarks forsvar mod cybertrusler.

    Jakob Ellemann-Jensen, vicedirektør i Dansk Erhverv og forperson for bestyrelsen i Security Tech Space, peger på den strategiske betydning af satsningen:

     “Aarhus Universitets plan er både ambitiøs og nødvendig, fordi den skaber konkret værdi for både erhvervsliv og samfund, der i høj grad efterspørger cyberspecialister. Med satsningen på mere end 300 millioner kroner bliver Aarhus et knudepunkt for cybersikkerhed, hvor nye løsninger og forretningsmodeller bliver udviklet i tæt samspil med virksomhederne. Jeg er overbevist om, at Aarhus Universitet med dette nye tiltag skaber et innovationsmiljø, der giver danske virksomheder et reelt forspring – både herhjemme og internationalt.”

    Som led i satsningen vil Aarhus Universitet fra 2026 udvide udbuddet af fag og kurser inden for cybersikkerhed. Uddannelserne skal kombinere tekniske IT-kompetencer med andre centrale discipliner som jura, etik og brugeradfærd.

    Cyberspecialisterne uddannes i samarbejde med nøgleaktører fra den danske forsvars- og sikkerhedsindustri. Forventningen er, at dimittenderne vil bidrage direkte til at styrke Forsvaret, offentlige myndigheder og private virksomheder, og dermed øge den digitale sikkerhed for hele samfundet.

    Artiklen bliver bragt i samarbejde med Tech City Aarhus og TechSavvy.

    Du kan læse mere på Aarhus Universitets website her

    Foto: Jens Hartmann Schmidt, AU Foto.

    Sidst opdateret: 21. januar 2026