Gå til hovedindhold

INCUBA og Startup Aarhus slår dørene op til fælles storday for investorer og startups

Aarhus Investor Summit og Aarhus Townhall samles for første gang på én dag den 8. oktober 2026 for at styrke mødet mellem investorer og founders.

Indhold

    Den 8. oktober 2026 bliver der sat et stort kryds i kalenderen for alle, der arbejder med investeringer, founders og startup-økosystemet i Aarhus. For første gang lægger Startup Aarhus og INCUBA nemlig Aarhus Investor Summit og Aarhus Townhall på samme dag – en sammenlægning, der skal samle byens investorer og iværksættere om én fælles oplevelse.

    Bag beslutningen ligger en fælles ambition om at styrke programmet, tiltrække flere relevante deltagere og gøre det mere oplagt for både danske og internationale investorer at lægge vejen forbi Aarhus. Samtidig får founders bedre adgang til at møde investorer, relationer og samarbejdspartnere, uden at skulle fordele opmærksomheden på to separate dage.

    Mere værdi for investorer, bedre adgang for founders

    "Når investorer vælger at bruge en dag i Aarhus, skal de møde de mest spændende virksomheder, de rette mennesker og et stærkt program. Ved at samle Aarhus Investor Summit og Aarhus Townhall på samme dag skaber vi mere værdi for investorerne og styrker samtidig startups' adgang til kapital, netværk og nye muligheder," siger Jacob Doktor Mogensen, CEO i INCUBA.

    Mette Hoberg Tønnesen, CEO i Startup Aarhus, peger på, at sammenlægningen handler om at øge sandsynligheden for, at de rigtige relationer opstår:

    "Vi tror på, at de bedste startup-økosystemer øger sandsynligheden for, at de rigtige mennesker møder hinanden på det rigtige tidspunkt. Når vi samler Aarhus Townhall og Aarhus Investor Summit, handler det om at bringe founders tættere på de mennesker, der kan åbne døre til kapital, kunder og nye muligheder og dermed gøre det lettere at bygge og skalere virksomheder fra Aarhus."

    Et fælles signal om Aarhus som investeringsby

    Samarbejdet mellem de to organisationer er samtidig et signal om en bredere ambition for byen: Aarhus skal være et endnu stærkere samlingspunkt for investorer, founders og vækstvirksomheder – og et naturligt stop for nationale og internationale investorer med interesse for nye teknologier og startups.

    Dagen er bygget op i to dele. Den indledes hos INCUBA med Aarhus Investor Summit, hvor danske og internationale investorer samles om et kurateret program med fokus på ventureinvesteringer, markedsudvikling og nye investeringsmuligheder. Senere fortsætter dagen i Turbinehallen med Aarhus Townhall, hvor Startup Aarhus samler 500 founders, investorer og aktører fra hele startup-økosystemet til netværk, vidensdeling og nye relationer.

    Tilsammen skal de to arrangementer give en stærkere samlet oplevelse for alle, der arbejder med startups, kapital, relationer og vækst. Det endelige program for begge dage offentliggøres senere.

    Praktisk information

    Tilmelding til Aarhus Investor Summit sker via incuba.dk, mens tilmelding til Aarhus Townhall sker via startupaarhus.com.

    Begge arrangementer finder sted den 8. oktober 2026 i Aarhus.

    Sidst opdateret: 30. juni 2026