Gå til hovedindhold

Aarhusiansk medtech henter stor millioninvestering til hurtigere stroke-diagnostik

MedicQuant fra Aarhus rejser 22 millioner kroner i seed-runde ledet af Delphinus Venture Capital til at udvikle teknologi, der kan hjælpe læger med hurtigere beslutninger i akut stroke-behandling.

Indhold

    Det aarhusiansk medtech-startup MedicQuant vil gøre op med en af de største flaskehalse i akut stroke-behandling. Nemlig manglen på hurtige svar. MedicQuant har netop gennemført første closing af sin seed-runde på 22 millioner kroner ledet af Delphinus Venture Capital med deltagelse fra business angels og opfølgende investering fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

    “Den første gang en strokepatient får hurtigere behandling, fordi vores device hjalp lægerne med at få et svar tidligere, vil det betyde alt. Det er den fremtid, vi arbejder hen imod,” siger Line Debois, der er CEO og medstifter af MedicQuant.

    Virksomheden udvikler en såkaldt point-of-care test, der kan måle niveauet af blodfortyndende medicin direkte ved patientens seng, og dermed potentielt fjerne kritiske ventetider i behandlingen.

    Stroke er en af de mest tidskritiske tilstande i sundhedsvæsenet. I Danmark rammes omkring 12.000 personer årligt, og globalt er sygdommen blandt de største dødsårsager. I strokebehandlingen bruger klinikere ofte udtrykket “time is brain” – hvert minut uden behandling øger risikoen for varige hjerneskader eller død.

    Alligevel står læger ofte uden hurtige svar, når patienter er i behandling med nyere blodfortyndende medicin. Det kan forsinke afgørende beslutninger om, hvilken behandling der kan gives sikkert. Det er netop dette hul, MedicQuant vil udfylde med sin teknologi.

    Bygger på forskning fra Aarhus Universitet

    MedicQuant er en spinout fra Aarhus Universitet og bygger på mere end 11 års forskning inden for DNA-nanoteknologi.

    Platformen er designet til at levere laboratorienøjagtige målinger på omkring 10 minutter direkte i klinikken. Måling af antikoagulantia er første anvendelse, men teknologien kan potentielt bruges bredere i sundhedsvæsenet.

    Ifølge medstifter og CTO Malthe Hansen-Bruhn udspringer fokus af et tydeligt behov fra klinikerne.

    “Det her er et reelt klinisk problem, som læger står med, og vi har en teknologi, der kan imødekomme dette enorme behov, som der i dag ikke findes en god løsning på,” siger han.

    “Jo flere læger vi talte med, desto tydeligere blev det, at hurtigere svar kan gøre en reel forskel, både for patienterne og for de teams, der skal træffe beslutninger under massivt tidspres,” tilføjer Malthe Hansen-Bruhn.

    Med seed-investeringen går MedicQuant nu ind i næste fase, hvor fokus er på at færdiggøre produktudviklingen, gennemføre analytisk validering og forberede kliniske studier.

    For investorerne er det især kombinationen af teknologi og et klart klinisk behov, der gør casen attraktiv.

    “MedicQuant arbejder med en alvorlig og tidskritisk udfordring i sundhedsvæsenet med en løsning, der er forankret i et reelt klinisk behov,” siger Katrine Haahr Riisberg, der er Investment Associate i Delphinus Venture Capital.

    Hun fremhæver samtidig teamets tilgang.

    “Det, der imponerede os, var ikke kun det videnskabelige fundament, men også den måde, Line, Malthe og resten af teamet har arbejdet tæt sammen med klinikere for at forstå, hvor de kan skabe størst mulig effekt,” siger hun.

    Artiklen er bragt i samarbejde med TechSavvy.

    Sidst opdateret: 19. marts 2026