Millioninvestering skal bringe kvanteteknologi tættere på næste generation af medicin
Aarhus-baserede Kvantify rejser 7 millioner euro med støtte fra European Innovation Council Fund og Delphinus Ventures Capital for at accelerere brugen af kvanteteknologi i lægemiddeludvikling.
Den Aarhus-baserede kvante-scaleup Kvantify har gennemført anden closing af en samlet finansieringsrunde på 7 millioner euro. Investeringen skal bruges til at accelerere udviklingen af teknologi, der kombinerer kvante- og klassisk computing i arbejdet med molekylært design og lægemiddeludvikling.
Kvantify er samtidig et eksempel på den type teknologivirksomheder, der i disse år vokser frem i Aarhus – og som spiller ind i byens ambitioner om at styrke positionen inden for avancerede teknologier. Det er også et område, der fylder i arbejdet med Aarhus’ kommende erhvervsstrategi.
“Vi er meget glade for at få EIC Fund og Delphinus Venture Capital med i denne udvidelse af runden. Deres støtte giver os mulighed for at accelerere innovation og styrke Europas position inden for kvanteteknologi,” siger Dr. Jörg Weiser, der er Executive Chairperson i Kvantify.
Blandt investorerne er European Innovation Council Fund og den ligeledes Aarhus-baserede venturefond Delphinus Venture Capital, som begge støtter virksomhedens ambition om at transformere molekylær forskning ved at koble kvante- og klassisk computing.
Med investeringen markerer Delphinus sig igen som en stadig mere central aktør i det aarhusianske startup- og scaleup-miljø. Venturefonden har på kort tid indgået et stort engagement i lokale teknologivirksomheder. Udover at Delphinus er blevet en stærk spiller for det Aarhusianske startup-miljø, er der en tro på, at det kan tiltrække yderligere kapital og investorer til økosystemet.
Det er også baggrunden for, at Aarhus Kommune har igangsat en ekstraordinær indsats for at tiltrække og aktivere flere investorer til aarhusianske startups og scaleups.
Kvantecomputing kan ændre lægemiddeludvikling
Kvanteteknologi anses i stigende grad som en nøgle til at løse beregningsproblemer, der i dag er for komplekse selv for de mest avancerede klassiske computere.
Særligt inden for lægemiddeludvikling kan kvantecomputing få stor betydning. Mange udfordringer i drug discovery handler om molekylære simulationer, hvor forskere skal løse kvantemekaniske ligninger, der vokser eksponentielt i kompleksitet, jo større molekylerne bliver.
Netop denne type problemstillinger var en del af den oprindelige motivation bag udviklingen af kvantecomputere. Efterhånden som hardware og algoritmer modnes, kan teknologien potentielt reducere fejlrate i lægemiddeludvikling, sænke forskningsomkostninger og åbne døren for helt nye typer medicin.
“At støtte banebrydende teknologier er kernen i vores mission. Kvantifys arbejde i krydsfeltet mellem kvantecomputing og life science repræsenterer en transformerende mulighed for, at Europa kan tage føringen inden for næste generations innovation. Vi er glade for at kunne bidrage til at accelerere denne vision,” siger Svetoslava Georgieva, som er Chair of the EIC Fund Board.
Platform skal bringe teknologien ud til brugerne
Som en del af sin strategi lancerede Kvantify i november 2025 teknologien Qrunch, som er en platform designet til at køre kvantekemi på reelle kvantecomputere.
Målet er at gøre avancerede kvanteberegninger tilgængelige i realistiske workflows for forskere og virksomheder inden for blandt andet medicinalindustrien. Platformen gør det muligt at kombinere nutidens kvantehardware med klassiske beregningsmetoder.
Med den nye investering vil virksomheden udvide sin markedsposition og øge samarbejdet med organisationer inden for drug discovery. Ambitionen er at styrke virksomhedens position som en førende aktør inden for integrationen af kvante- og klassisk computing.
“Vi ser Kvantify som en central aktør i forhold til at realisere potentialet fra kvantecomputing til konkrete anvendelser inden for lægemiddeludvikling og molekylært design. Investeringen afspejler vores tillid til teamet, teknologien og deres evne til at skabe reel værdi i et hurtigt udviklende marked,” siger Mathias Lorenz, der er Managing Partner i Delphinus.
Artiklen er bragt i samarbejde med TechSavvy.