Startups rejser over en halv milliard: Aarhus-miljø styrker koblingen til kapital
Startups i INCUBA hentede i 2025 mere end 555 millioner kroner, mens forskerparken intensiverer arbejdet med at bringe founders og investorer tættere sammen.
Startups i INCUBA hentede i 2025 mere end 555 millioner kroner, mens forskerparken intensiverer arbejdet med at bringe founders og investorer tættere sammen.
Adgangen til kapital er en af de største barrierer for startups, men i Aarhus går udviklingen den modsatte vej. Virksomheder i INCUBA rejste i 2025 samlet over 555 millioner kroner, viser en ny IMPACT-analyse fra forskerparken.
“Kapital er afgørende, når nye teknologivirksomheder skal vokse. I INCUBA arbejder vi målrettet på at bringe founders, investorer og kompetencer tættere sammen. Når virksomhederne er en del af et stærkt miljø, opstår relationer og investeringsmuligheder langt lettere,” siger Jacob Doktor Mogensen, der er CEO i INCUBA.
Resultaterne peger på, at Aarhus’ innovationsmiljø i stigende grad formår at tiltrække investeringer i en tid, hvor kun en mindre del af danske startups opnår ekstern finansiering.
Fra forskning til investorer
Kapitalrejsningerne dækker over en række forskningsbaserede startups, der har taget skridtet fra laboratorie til marked.
Blandt dem er Draupnir Bio, der arbejder med målrettet proteinnedbrydning som en ny tilgang til lægemiddeludvikling.
“Når man bygger en life science-virksomhed, er det afgørende at være i et miljø med adgang til talent, viden og investorer. Det har været en vigtig del af vores udvikling,” siger Simon Glerup, co-founder og CSO i Draupnir Bio.
Også Kvantify, der har baggrund i forskning og udvikler kvantebaseret software, har rejst kapital og tiltrukket international investorinteresse fra sin base i INCUBA.
Nyt setup skal bringe investorer endnu tættere på
IMPACT-analysen viser samtidig, at virksomhederne i miljøet generelt er i fremgang.
44 procent øgede omsætningen i 2025, mens 40 procent forbedrede indtjeningen. Samtidig ansatte 44 procent flere medarbejdere, og over halvdelen lancerede nye produkter.
“Vi ser virksomheder, der både vokser, ansætter og lancerer nye løsninger. Det er præcis det, der sker, når viden, talent og kapital mødes i et stærkt fællesskab,” siger Jacob Doktor Mogensen.
I dag huser INCUBA knap 180 virksomheder inden for blandt andet AI, sundhedsteknologi, deep tech og grøn teknologi.
For at styrke koblingen yderligere har INCUBA etableret initiativet Next Level, hvor Founder Hub og Investor Hub samler startups, investorer og rådgivere i ét miljø. Målet er at skabe flere investeringer og flere internationale vækstvirksomheder fra Aarhus. Blandt aktørerne i Next Level er Delphinus Venture Capital, som med en fond på 600 millioner kroner investerer i forskningsbaserede startups og har base i INCUBA.
Investeringer i INCUBA i 2025
9 virksomheder i analysen har rejst over 10 mio. kr. i 2025.
Virksomhederne i INCUBA har samlet rejst over 555 mio. kr. i kapital via bl.a. business angels, venture capital, soft funding og lån.
Blandt de største kapitalrejsninger i 2025 er:
- Kvantify
- NMD Pharma
- Draupnir Bio
- Teitur Trophics
- Cernel