61 procent af virksomheder er tilfredse med at drive virksomhed i Aarhus
Det er en af de centrale budskaber i den nye Erhvervsklimamåling 2026, som Aarhus Kommune har fået udarbejdet i samarbejde med Silverlining Research. Samtidig viser undersøgelsen, at flere virksomheder nu er tilfredse med adgangen til kvalificeret arbejdskraft.
Erhvervsklimamålingen er foretaget blandt 1.063 virksomheder med hovedsæde eller afdeling i Aarhus Kommune. Formålet er at undersøge tilfredsheden med at drive virksomhed i Aarhus, samt få erhvervslivets sparring på hvilke muligheder og udfordringer de ser for fremtiden.
Undersøgelsen kommer blandt andet omkring virksomhedernes økonomiske situation, rekruttering, grøn omstilling og globale forhold. Erhvervsklimamålingen skal samtidig være med til at danne grundlaget for arbejdet med den kommende nye erhvervsstrategi for Aarhus, som forventes færdig i første del af 2027.
Flertallet er tilfredse med Aarhus som erhvervsby
Målingen viser, at 61 % af virksomhederne er tilfredse eller meget tilfredse med at drive virksomhed i Aarhus, mens 10 % er utilfredse. Samtidig forventer knap halvdelen af virksomhederne – 48 % – en positiv økonomisk udvikling de kommende 12 måneder, mens 36 % forventer uændret økonomisk udvikling.
Resultaterne peger dermed på et erhvervsliv, hvor der overordnet er tilfredshed med at drive virksomhed i Aarhus, men også på en række konkrete forhold, hvor virksomhederne ser potentiale for forbedring
"Det er positivt, at flertallet af virksomhederne er tilfredse med at drive deres virksomhed i Aarhus. Det bekræfter os i, at Aarhus har stærke rammer for erhvervslivet. Samtidig skal vi bruge målingen til at se på, hvor vi kan gøre det endnu bedre. Virksomhedernes indblik giver os et konkret billede af både styrker og forbedringsmuligheder, som er vigtigt at have med i det videre arbejde — og særligt i udviklingen af den nye erhvervsstrategi," fortæller Konstitueret Chef for Erhverv og Bæredygtig Udvikling i Aarhus Kommune, Maria Fønss Vestergaard.
Billedet af et stærkt erhvervsliv understøttes også af Erhvervsstrukturen i Aarhus, som Aarhus Kommune fik udarbejdet tidligere på året. Statistikken viser blandt andet, at antallet af beskæftigede lønmodtagere i den private sektor i Aarhus Kommune er steget med 10.000 over de seneste tre år. Det er generelt de store byer, som Aarhus, der driver væksten i antallet af private lønmodtagerjobs, og i Aarhus er der vækst i alle brancher uden undtagelser.
Infrastruktur er den vigtigste ramme for virksomhederne
Når virksomhederne bliver spurgt til, hvad der er de vigtigste rammer for Aarhus som erhvervsby, er svaret tydeligt: 37 % peger på motorvejsnet og vejinfrastruktur. Det er markant flere end de øvrige forhold.
Herefter følger kundegrundlag med 24 %, nærhed til kunder og marked med 23 % og adgang til kvalificeret arbejdskraft med 22 %.
Infrastrukturen er samtidig det område, som virksomhederne oftest peger på, når de bliver spurgt, hvor der er mulighed for forbedringer. Bedre trafikal infrastruktur og vejadgang er nævnt i 249 åbne svar. Virksomhederne efterspørger blandt andet bedre vejnet, mindre trængsel og bedre trafikplanlægning.
Positiv udvikling i adgangen til kvalificeret arbejdskraft
Adgangen til kvalificeret arbejdskraft er et af de områder, hvor målingen viser en positiv udvikling. 50 % af virksomhederne er tilfredse med adgangen til kvalificeret arbejdskraft, og den gennemsnitlige tilfredshed blandt virksomhederne er steget fra 3,4 i 2022 til 3,7 i 2026, målt på en skala fra 1 til 5.
”Det er glædeligt, at flere virksomheder nu oplever bedre adgang til kvalificeret arbejdskraft. Men målingen viser også, at det fortsat er en udfordring at finde de rette kompetencer. Derfor skal vi blive ved med at gøre Aarhus attraktiv for dygtige medarbejdere – både dem, der allerede bor her, og dem, vi kan tiltrække fra resten af Danmark og internationalt,” fortæller Maria Fønss Vestergaard.
Afsæt for Aarhus' nye erhvervsstrategi
Erhvervsklimamålingen er et vigtigt element i arbejdet med at udvikle den kommende nye erhvervsstrategi for Aarhus. Målingen giver et aktuelt billede af virksomhedernes oplevelser og behov og er dermed et værdifuldt datagrundlag for at kunne sætte retningen for den erhvervspolitiske indsats i Aarhus.
"Når vi udvikler en ny erhvervsstrategi, er det afgørende, at den tager afsæt i den virkelighed, virksomhederne står i. Erhvervsklimamålingen giver os bred indsigt i, hvad virksomhederne oplever som styrker ved Aarhus, men også hvor der er behov for nye indsatser. Det er et vigtigt input, som sammen med vores øvrige viden på området og de løbende dialoger vi har med erhvervslivet, spiller ind i vores arbejde med den nye erhvervsstrategi," fortæller Maria Fønss Vestergaard.
I den kommende tid vil Aarhus Kommune som led i udarbejdelsen af den nye erhvervsstrategi afholde samtaler med et bredt udsnit af erhvervslivet i Aarhus i samarbejde med de lokale erhvervsorganisationer samt Aarhus Universitet.
Erhvervsklimamålingen og erhvervsstrukturen udgør dermed ét af flere input i arbejdet med strategien. Sammen med dialogen med virksomheder og øvrige aktører skal målingen være med til at skabe et fælles, datadrevet grundlag for den videre udvikling af Aarhus som en god og attraktiv erhvervsby.
Du kan læse Erhvervsklimamålingen 2026 samt erhvervsstrukturen via links nedenfor.