Gå til hovedindhold

CO₂ skal blive til protein i nyt forskningsspinout

React Foods vil bruge teknologi fra Aarhus Universitet og internationale forskningspartnere til at omdanne CO₂ og brint til proteinrige ingredienser fra gær.

Indhold

    Alberto Robazza, Michael Martin og Nils Rohbohm udgør det daglige team i React Foods. Foto: Mads Sejer Nielsen.

    Et nyt forskningsspinout fra Aarhus Universitet vil producere protein uden at bruge mere landbrugsjord. React Foods vil nemlig bruge mikroorganismer til at omdanne CO₂ og brint produceret med vedvarende energi til acetat, som derefter bruges som næring for gær. Når gæren vokser, dannes en proteinrig biomasse, der på sigt kan forarbejdes til ingredienser til eksempelvis proteinbarer eller alternativer til proteiner fra æg og mejeriprodukter.

    “Vi vil supplere de eksisterende værdikæder for protein med et bæredygtigt, vegansk alternativ, som ikke er afhængigt af landbrugsjord, og som er mindre sårbart over for ekstremt vejr og geopolitisk usikkerhed,” siger Michael Martin, der er CEO i React Foods, i en pressemeddelelse.


    Spinoutet bygger på forskning fra Aarhus Universitet, Stanford University og University of Tübingen, gennemført i samarbejde med Novo Nordisk Foundation CO₂ Research Center. React Foods har modtaget 4,2 mio. kr. fra BioInnovation Institute og får base i København, mens opskaleringen skal foregå på AU Viborg.

    Fra forskningsproces til integreret system

    Teknologien er ikke en færdig fødevareproduktion endnu. React Foods skal først demonstrere, at de enkelte trin kan kobles sammen i ét effektivt system: fra CO₂ og brint til acetat, fra acetat til gærbiomasse og videre mod ingredienser med de rette smags- og funktionsegenskaber.

    React Foods er særligt relevant i det aarhusianske innovationsmiljø, da de placerer sig i krydsfeltet mellem biotek, fødevareinnovation, Power-to-X og klimadrevet proteinproduktion. Hvor meget af fremtidens protein i dag diskuteres som plantebaserede alternativer, forsøger React Foods at udvikle en mere arealuafhængig produktionsform med afsæt i kulstof, energi og mikroorganismer.


    “Konceptet med at fremstille fødevarer fra CO₂ giver os mulighed for at producere protein uden at bruge yderligere landbrugsjord. Men det er ikke nok, at de enkelte processer fungerer hver for sig. Vi skal koble dem sammen i et effektivt system, der på sigt kan fungere i industriel skala,” siger Lars Ottosen, professor, institutleder ved Institut for Bio- og Kemiteknologi på Aarhus Universitet og medlem af React Foods’ videnskabelige rådgivningspanel.

    React Foods’ daglige team består af CEO Michael Martin, CTO Nils Rohbohm og CSO Alberto Robazza. Nils Rohbohm og Alberto Robazza er begge postdocs ved Aarhus Universitet og en del af CORC.

    Blandt stifterne er også Lars Angenent, professor ved University of Tübingen, Alfred Spormann, professor ved Aarhus Universitet og Stanford University, Lars Ottosen samt Jozef M. E. Pennings, professor ved Maastricht University.

    Sidst opdateret: 23. september 2026