INCUBA og Startup Aarhus samler kræfterne om Aarhus’ største dag for investorer og startups
Aarhus Investor Summit og Aarhus Townhall afholdes for første gang samme dag for at styrke mødet mellem investorer, founders og startup-økosystemet.
Er man investor, founder eller en del af startup-økosystemet, er der god grund til at være med d. 8. oktober 2026, når Startup Aarhus og INCUBA for første gang samler Aarhus Investor Summit og Aarhus Townhall på én fælles dag. Med Aarhus Kommune som partner er ambitionen at skabe en stærk samlet dag, hvor investorer, founders og aktører fra startup-økosystemet får bedre mulighed for at mødes, udveksle viden og skabe nye relationer.
Ved at samle kræfterne ønsker de to arrangører at styrke det samlede program, tiltrække endnu flere relevante deltagere og gøre det mere attraktivt for danske og internationale investorer at lægge vejen forbi Aarhus. Samtidig får founders bedre mulighed for at møde relevante investorer, relationer og samarbejdspartnere på én samlet dag.
“Når investorer vælger at bruge en dag i Aarhus, skal de møde de mest spændende virksomheder, de rette mennesker og et stærkt program. Ved at samle Aarhus Investor Summit og Aarhus Townhall på samme dag skaber vi mere værdi for investorerne og styrker samtidig startups’ adgang til kapital, netværk og nye muligheder,” siger Jacob Doktor Mogensen, CEO i INCUBA.
"Vi tror på, at de bedste startup-økosystemer øger sandsynligheden for, at de rigtige mennesker møder hinanden på det rigtige tidspunkt. Når vi samler Aarhus Townhall og Aarhus Investor Summit, handler det om at bringe founders tættere på de mennesker, der kan åbne døre til kapital, kunder og nye muligheder og dermed gøre det lettere at bygge og skalere virksomheder fra Aarhus," siger Mette Hoberg Tønnesen, CEO i Startup Aarhus.
Sammen med Aarhus Kommune er de to arrangører med til at styrke rammerne for et endnu bedre startup- og investormiljø i Aarhus. Samarbejdet er samtidig et fælles signal om ambitionen for Aarhus: Byen skal være et endnu stærkere samlingspunkt for investorer, founders og vækstvirksomheder og et naturligt stop for nationale og internationale investorer med interesse for nye teknologier og startups.
Et ekstra tilbud til nye investorer
Som en ekstra del af dagens program inviterer Startup Aarhus til et introduktionsmøde for potentielle investorer, der er nysgerrige på startup-investeringer og gerne vil vide mere om det aarhusianske startup-miljø. Her kan deltagerne blive klogere på startup-investeringer, relevante aktører og mulighederne for at engagere sig i unge vækstvirksomheder.
Mødet er planlagt som en optakt til Aarhus Investor Summit og Aarhus Townhall senere på dagen og giver nye investorer mulighed for at få viden om markedet og tage de første skridt ind i det aarhusianske investornetværk.
Tilmelding sker direkte hos Otto Bjerg Hausgaard i Startup Aarhus via mail otto@thelink.dk.
Læs mere om eventet her: Pre-Investor Summit: New Investor in Aarhus Startups.
Du kan stadig nå at komme med
Dagen begynder hos INCUBA med Aarhus Investor Summit, hvor danske og internationale investorer samles til et kurateret program med fokus på ventureinvesteringer, markedsudvikling og nye investeringsmuligheder.
Senere fortsætter dagen i Turbinehallen med Aarhus Townhall, hvor Startup Aarhus samler 500 founders, investorer og aktører fra hele startup-økosystemet om netværk, vidensdeling og nye relationer.
Sammen skaber de to arrangementer en stærkere samlet oplevelse for alle, der arbejder med startups, kapital, relationer og vækst.
Der er fortsat ledige pladser til både Aarhus Investor Summit og Aarhus Townhall og tilmelding sker via nedenstående links:
-
Aarhus Investor Summit: https://incuba.dk/community/events/2026/aarhus-investor-summit-2026/
-
Aarhus Townhall: https://www.startupaarhus.com/initiatives/townhall
Om INCUBA og Aarhus Investor Summit
INCUBA er et af Danmarks førende innovationsmiljøer for startups, scaleups, investorer og videnbaserede virksomheder og arbejder for at skabe vækst gennem innovation, investeringer og et stærkt community.
Aarhus Investor Summit samler danske og internationale investorer til en eftermiddag med markedsindsigter, inspirerende oplæg og værdifuldt netværk med fokus på startups og vækstvirksomheder.
Om Startup Aarhus og Aarhus Townhall
Startup Aarhus er en non-profit, der samler founders og mobiliserer økosystemet omkring dem for at gøre det lettere at starte, bygge og skalere succesfulde startups fra Aarhus.
Aarhus Townhall er Startup Aarhus’ årlige get-together for startupmiljøet med særligt fokus på at samle lokale iværksættere for at skabe nye relationer og styrke eksisterende.