TAPAS
Testbed i Aarhus for Præcisionspositionering og Autonome Systemer.
Det er måske ikke så afgørende, om GPS’en viser et par meter forkert, når vi er på vej i sommerhus, for vi skal nok finde frem alligevel. Men for den generelle samfundsudvikling og i forbindelse med anvendelse af nye automatiske systemer og teknologi som f.eks. selvkørende biler, vil behovet for den nøjagtige position blive større og større.
Aarhus er som forgangsby for smart city-konceptet hjemsted for TAPAS – Testbed i Aarhus for Præcisionspositionering og Autonome Systemer – der er et visionært udviklings- og forskningsprojekt, som netop adresserer det øgede behov for præcis og hurtig positionsbestemmelse.
TAPAS er sat i verden for at undersøge, hvad der kan lade sig gøre med dagens ypperste teknologi, hvad angår præcision af en given position og med hvilken hastighed, en sådan præcision kan opnås.
Autonome systemer udgør et meget stort vækstområde inden for en lang række områder såsom transport, landbrug, miljø og byudvikling. Infrastrukturer, der understøtter autonome platforme – f.eks. i form af førerløse køretøjer, droner og marineenheder mm. – systemer som hænger uløseligt sammen med de geodætiske referencesystemer, RTK og tilhørende kommunikationsnetværk (wi-fi, 5G mm.). TAPAS skal bidrage med kortlægning af hvilke parametre, der kan tunes, og hvordan man med fremtidens forventede teknologier kan justere systemerne for at opnå endnu bedre præcision og hurtighed. Til glæde for hele samfundet og med fokus på understøttelse af hele smart city-ideen.
I disse år moderniseres flere globale GNSS-satellitsystemer, herunder GPS fra USA (som de fleste allerede kender og bruger), GLONASS fra Rusland og BeiDou i Kina. Desuden implementeres GALILEO, der er den europæiske udgave af et GNSS-netværk. Med Galileo sættes i alt 30 nye satellitter i kredsløb om jorden (allerede nu er 18 satellitter i kredsløb). I Danmark er det Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE), der har ansvaret for at skabe de nødvendige forudsætninger, der gør, at vi kan få det optimale ud af de mange nye satellitter.
TAPAS er endnu det eneste testcenter for meget præcis lokalisering i verden. Det ejes formelt af Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) med DTU Space som rådgiver og driftsoperatør og så er Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, medvirkende via projektets styregruppe. Her bruges de nye Galileo-satellitter i kombination med 11 GNSS-referencestationer, som er opstillet på udvalgte steder i kommunen og omkring Aarhusbugten. Disse referencestationer har en præcisions GNSS-modtager monteret og er etableret på fundamenter, der ikke flytter sig. Således vil det være muligt at lave meget nøjagtig positionering med ca. 1 cm3’s præcision, hvor GPS i dag har en præcision på 7 – 10 meter. Denne positionering gælder desuden genstande, der bevæger sig. Det giver en masse muligheder ikke mindst for de virksomheder, der er i Aarhus pga. testcentrets placering.
Hele testområdet bruges som udviklings- og forskningscenter for private og offentlige aktører, som har frit spil i forhold til, hvordan de vil bruge data og udvikle hard- og software, som anvender en præcis tids- og/eller positionsangivelse. Det skal gerne lede til, at danske virksomheder bliver udviklingsførende inden for positionering. Den første fase af TAPAS udviklings- og forskningsprojektet foregår som et samarbejde imellem SDFE, Aarhus Kommune og DTU Space.
I Aarhus Kommune ser man bl.a. en mulighed for brugen af TAPAS og meget præcis positionering i forbindelse med de el-løbehjul, som ses rundt i Aarhus’ gader og med hensyn til City Shark-projektet, der ved hjælp af en vandrone skal holde havnen ren. Ved hjælp af den nye teknologi og mere præcis positionering vil det blive markant lettere at indsamle løbehjulene om aftenen samtidig med, at der kan oprettes specifikke rabatzoner i områder med færre fodgængere samt løbehjulenes hastighed kan nedsættes til 2 km/t i byens gågade.
Èn af de efterhånden mange virksomheder som samarbejder med TAPAS, er Capra Robotics ApS, som bruger TAPAS i forbindelse med nøjagtig navigation af mobile robotter i realtid på landet og i byen. Et andet eksempel er Conpleks, som i samarbejde med TAPAS, udvikler og tester semiautonome og autonome løsninger til udendørs mobile robotter.
Kontakt
Styrelsen for
Dataforsyning og Effektivisering:
Søren Fauerholm Christensen,
sfc@sdfe.dk
Aarhus Kommune:
Søren Dall-Hansen,
sdha@aarhus.dk
DTU Space:
Per Lundahl Thomsen,
plt@space.dtu.dk