Gå til hovedindhold

Fødevarer

Fødevareerhvervet i Aarhus samler internationale virksomheder, forskningsmiljøer og iværksættere. Sammen udvikler de nye løsninger til en mere bæredygtig og innovativ fødevaresektor.

Indhold

    Det aarhusianske fødevareerhverv omfatter virksomheder inden for bl.a. landbrug og produktion affødevarer, ingredienser, forarbejdning, teknologi og udviklingen af fremtidens bæredygtige fødevaresystemer. I Aarhus beskæftiger erhvervet ca. 4.400 medarbejdere og er vokset med næsten 20 procent det seneste årti.

    Internationalt førende virksomheder

    Aarhus og den midtjyske region spiller en markant rolle i det internationale fødevareerhverv. Den aarhusianske klynge er særlig stærk inden for:

    • Udvikling af alternative proteinkilder
    • Mikrobiologi og fermentering i fødevareproduktion
    • Løsninger, der reducerer klimaaftrykket fra landbrug og fødevareindustri
    • Cirkulære forretningsmodeller i fødevareproduktionen.

    Flere globale virksomheder har placeret sig i Aarhus. Blandt andet har Arla Foods hovedsæde i Viby og et innovationscenter i Agro Food Park. Også Danish Crown og IFF har betydelig tilstedeværelse i Aarhus. Samtidig findes der en underskov af små og mellemstore virksomheder og startups med fokus på innovation – blandt andet ISI Food Protection, Organic Plant Protein, InInova og AI Lab.

    Førende fødevareklynge og dynamisk innovationsøkosystem

    Østjylland har en høj koncentration af viden og kompetencer på tværs af hele værdikæden fra jord til bord. F.eks. bidrager FORCE Technology og Teknologisk Institut med avanceret testudstyr og ekspertise målrettet fødevaresektoren.

    Agro Food Park er et centralt kraftcenter i Aarhus. Her holder SEGES, Food & Bio Cluster Denmark, Økologisk Landsforening og AU FOOD til side om side med virksomheder, iværksættere og scale-ups. Kombinationen skaber et dynamisk innovationsmiljø, hvor nye teknologier og forretningsmodeller udvikles i tæt samspil.

    Forskerkompetencer og uddannelse

    Fødevarevirksomheder i Aarhus har nem adgang til forskningskompetencer i international topklasse. Aarhus Universitet markerer sig højt på internationale ranglister inden for landbrugsvidenskab, økologi og fødevarevidenskab.

    Ved Aarhus Universitets Centre for Innovative Food Research (CiFOOD) arbejdes der med bl.a. nanoteknologi, fødevareemballage, smag og forbrugeradfærd. Den stærke kobling mellem forskning og erhverv er en drivkraft for udviklingen af fremtidens løsninger.

    Aarhus rummer desuden en lang række videregående uddannelser inden for fødevareområdet – fra molekylærbiologi og ernæring til fødevareteknologi, agrobiologi og agro-business management. Hertil kommer et internationalt rekrutteringsgrundlag af fødevarespecialister og kompetencer fra andre erhverv som IT-branchen.

    Sidst opdateret: 30. oktober 2025