Gå til hovedindhold

Vestas og KONSTANT Net vinder prestigefyldt klimapris med nytænkende batteriløsning

En innovativ batteriløsning, der lagrer vedvarende energi lokalt, sikrer Vestas og KONSTANT Net klimahædersprisen

  • Læs op

Indhold

    Hvis vi vil sikre en bæredygtig og fleksibel elforsyning i fremtiden, kræver det, at vi kan lagre energi fra sol og vind lokalt. 

    Netop dét har de aarhusiansk-placerede virksomheder Vestas og Konstant Net en mulig løsning på. 

    Ved gårsdagens konference, den 15. december, vandt virksomhederne klimachefens hæderspris for deres nytænkende og fleksible batteriløsning, som potentielt kan bruges til at balancere fremtidens elnet.

    Nytænkende batteriløsning

    På parkeringspladsen foran Vestas’ hovedkontor i Skejby står en stor boks pakket pænt ind. Inde i boksen sidder to kæmpe batterier.

    Når vinden blæser, og Vestas’ vindmøller producerer masser af strøm, så gemmer batterierne strømmen.

    Derfor kan medarbejdere og gæster hos Vestas via ladestandere forsyne deres biler med strøm fra Vestas egne vindmøller. 

    Batterierne kan desuden være med til at skabe balance på det lokale elnet, så vi nemmere og billigere kan skabe et samfund, hvor al energi kommer fra vedvarende energikilder. Uanset om vinden blæser eller ej.

    Et effektivt samarbejde

    Foruden klimaprisen resulterede den smarte batteriløsning i høje klapsalver fra de cirka 450 deltagere og rosende ord fra Henrik Müller, klimachef i Aarhus Kommune.

    ”Vestas og KONSTANT Net får prisen, fordi de har gjort en ekstra indsats for fremtidens elnet. Ikke kun for dem selv, men på en måde så de er med til at gavne hele samfundet. De har vist, at det godt kan lade sig gøre at lave løsninger sammen, elselskab og virksomhed imellem, der skaber bedre muligheder for både balancering og lagerkapacitet – noget vi i den grad har og får brug for, når alle dele af samfundet skal skifte fra fossile brændsler til vedvarende energi" - Henrik Müller. 

    I Vestas var der stor glæde at spore over prisen.

    Lars Chr. Christensen, VP Storage and Energy Solutions, Innovation and Concepts, hos Vestas, takkede for prisen, som han kaldte "et nyt skridt på vejen":

    ”I Vestas er vi meget taknemmelig for prisen for denne løsning, der er et nyt skridt på vejen til, at vi kan elektrificere mere af vores samlede energiforbrug med vedvarende energi. Som en virksomhed, der arbejder med vedvarende energi og har base i Aarhus, giver det sig selv, at vi har både ansvar for og interesse i at vise sammen med vores lokale partnere, at man godt kan drive en stor virksomhed på en klimarigtig måde,” 

    Også hos KONSTANT Net er de stolte af både samarbejdet - og trofæet:

    ”Jeg vil gerne på vegne af Konstant Net takke Vestas for et supergodt og professionelt samarbejde under hele projektet. Mange dele af vores egen organisation har på den ene eller anden måde været involveret i projektet, og vi er meget stolte af at kunne bidrage til fremtidens grønne og fleksible elforsyning.”

    Sådan lød ordene fra Lars Fonnesbæk, Funktionsleder, fra KONSTANT Net, da han modtog prisen. 

    Et eksempel på fremtidens klimaløsning 

    Det, Konstant og Vestas viser med deres batteriløsning, er at både lokal lagring af energi og samarbejde mellem elnettets driftsansvarlige aktører og dets brugere godt kan føre til en fælles gevinst.

    Netop den dialog er vigtig at få frem i lyset, hvis vi skal lykkes med en fremtidig el-infrastruktur, der kan håndtere og udnytte vedvarende energi bedst muligt og sikre en samfundsmæssig bæredygtig udbygning af de bynære elnet.

    Førhen har elnettet gået lineært fra 'hovedforsyningen' til ’stikkontakterne'. Og vi har skabt vores energi primært ved at brænde af til blandt andet el, transport og opvarmning.

    I fremtiden skal vores energi i langt højere grad komme fra både sol og vind, mens vi skal elektrificere meget mere af energiforbruget for at komme udledninger til livs.

    Derfor er der behov for, at vi kan gemme strømmen, når der både er overskud og ”ledig plads i kablerne”, til når solen ikke skinner og vinden ikke blæser, eller til når der er flaskehalse i elnettet. Her er lokal lagringskapacitet en vigtig del af løsningen. Og det er Vestas’ og Konstants løsning et godt eksempel på.

    Om prisen

    Klimachefens Hæderspris uddeles til en aktør i klimaindsatsen i Aarhus. Prisen kan gives til små-, mellemstore og store virksomheder, NGO og/eller organisationer

    Prisen gives til en aktør, der går en ekstra mil og tager ansvar ud over det normale, enten ved at tage et bredere ansvar end man ’behøver’ eller ved at være ekstra modig.

    Vil du vide mere?

    Så er du velkommen til at kontakte:

    • Fra Vestas:
      Kristian Holmelund Jakobsen, kommunikationsmedarbejder i Vestas på tlf. 5221 1467
    • Fra KONSTANT Net:
      Lars Pedersen, kommunikationsmedarbejder i KONSTANT Net på tlf. 2476 8077
    Sidst opdateret: 18. september 2023