Gå til hovedindhold

Rains bygger nyt hovedkontor i Lisbjerg

Den aarhusianske modevirksomhed Rains, som i 10 år har specialiseret sig i regntøj, bygger et nyt stort domicil i Lisbjerg, som giver plads til en tredobling af virksomhedens medarbejdere.

  • Læs op

Indhold

    Siden 2012 har Aarhus-virksomheden Rains solgt kvalitetsbevidst regntøj og tilbehør til det meste af verdenen og med offentliggørelsen af et nyt stort hovedkontor, sætter Rains tyk streg under de ambitioner, som virksomheden har for fremtiden. 

    Rains tjener 90% af sin omsætning fra eksport i udlandet, og selvom virksomheden har kontorer i Shanghai og New York, så er det ifølge medstifter af Rains, Daniel Brix Hasselager, helt naturligt, at det nye hovedkontor skal ligge i Aarhus: 

    ’’Det var i Aarhus, vi startede for 10 år siden, og det er i Aarhus vi hører til,’’ siger han til Aarhus Stifttidende. 

    Rains’ nye domicil bliver bygget i Lisbjerg i det nordøstlige Aarhus. Området er i forvejen et ambitiøst byudviklingsprojekt, hvor Lisbjerg skal udvikles til en tæt, urban og mangfoldig by, hvor det skal være attraktivt at bo og drive virksomheder. 

    Grunden, hvor det nye hovedkontor kommer til at være, ligger på grænsen til Lisbjerg Fælled. Daniel Brix Hasselager fortæller også til Aarhus Stifttidende, at de blandt andet faldt for beliggenheden på grund af de grønne omgivelser og den gode udsigt, som spænder helt ud til Aarhus-bugten. Samtidig ligger det også godt i forhold til motorvejen. 

    Det nye domicil er tegnet af Sleth Arkitekter og på de 12.000 kvm, som det kommer til at rumme, vil der være plads til 300 medarbejdere. Rains har på nuværende tidspunkt 100 medarbejdere, som er spredt ud på tre forskellige kontorer i Aarhusområdet.  

    Til Aarhus Stifttidende siger Daniel Brix Hasselager: 

    ’’Det betyder dels, at vi kan samle os på én adresse i Aarhus-området, dels er der er plads til, at vi kan fortsætte med at vokse. Vores ambition er en tredobling af virksomheden over de kommende fem år.’’ 

    Samtidig er ambitionen, at der i 2025 skal være 100 Rains-butikker fordelt i Europa og USA. 

    Byggeriet af det nye hovedkontor forventes at gå i gang i starten af 2023 og skal efter planen stå færdigt i sommeren 2024. 

    Sidst opdateret: 18. september 2023