Aarhus på vand-mission i Ghana
Aarhus Vand rejste den 28. februar sammen med en erhvervsdelegationen og Aarhus Kommune til havnebyen Tema i Ghana. Her skal vandforsyningsselskabet i løbet af tre uger arbejde på at skabe forbedringer på vandområdet. Dette blandt andet gennem optimering af renseanlæg, drift og vedligehold af afløbssystemet, GIS og data.
Aarhus har et af verdens mest effektive vandforsynings- og spildevandssystemer med et meget lille vandtab og et meget lille energiforbrug. Desværre har over 2 milliarder mennesker i verden stadig ikke adgang til sikkert drikkevand, mens 3 milliarder mennesker har ikke mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe. Derfor har Aarhus de seneste år gennem myndighedssamarbejder gjort en stor indsats for at hjælpe en række storbyer i udviklingslande og vækstøkonomier.
Ghana og Danmark deler et langvarigt handels- og samarbejde, især når det kommer til vandløsninger og -teknologier. Den mangelfulde spildevandshåndtering i havnebyen Tema betyder, at en stor del af spildevandet bliver ledt direkte ud i havet, og at blandingen af spildevand og regnvand flyder over i gaderne ved skybrud og udgør en stor sundhedsrisiko for befolkningen. Kloaksystemet er brudt sammen. Indbyggere i store dele af byen må bl.a. leve med, at kloakvandet jævnligt oversvømmer huse og veje, fordi rørene er tilstoppede. På baggrund heraf indgik Aarhus i 2019 et strategisk sektorsamarbejde med Tema, finansieret af Udenrigsministeriet og rettet mod at fremme bæredygtige, smarte og grønne vandløsninger i verdensklasse.
I de kommende uger rejser blandt andet Aarhus Vand til Tema for at arbejde med metoderne i praksis og vise værdien af reduceret vandtab, som skal være med til at inspirere udviklingen i resten af Ghana.
Direktør for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Henrik Seiding, rejser sammen med erhvervsdelegationen også til Tema i denne uge. Blandt erhvervsdelegationen er Aarhusvirksomheden SUEZ Water A/S, som designer og bygger vandbehandlingsanlæg samt slam- og affaldsgenvindingsanlæg.
Om myndighedssamarbejdet
Aarhus Vand er sammen med Aarhus Kommune engageret i tre myndighedssamarbejder i henholdsvis Sydafrika, Indien og Ghana. I myndighedssamarbejderne er Aarhus med til at fremme en ansvarlig, bæredygtig udvikling, som også kan gavne dansk eksport og danske løsninger.
- Udaipur i Indien og Tshwane i Sydafrika siden 2017
Aarhus Kommune og Aarhus Vand har været involveret i myndighedssamarbejdet i byerne Udaipur i Indien og Tshwane i Sydafrika siden 2017. I begge tilfælde samarbejder Danmark med den lokale vandforsyning om bl.a. vidensdeling om, hvordan vandtabet begrænses i drikkevandsforsyningen. Vandtabet i begge byer er højt, og vandressourcerne er i stigende grad knappe, så det er meget højt prioriteret at begrænse vandtabet. I Indien samarbejdes derudover om energiproduktion og procesoptimering på byens renseanlæg.
- Tema i Ghana siden 2019
I 2019 satte Aarhus Kommune og Aarhus Vand gang i yderligere et myndighedssamarbejde – denne gang i Ghana. Her samarbejdes med byen Tema om forbedring af byens spildevandshåndtering og med Ghana Water Company om nedbringelse af vandtabet på drikkevandssystemet.
VIDEO: Få indblik i Aarhus' besøg i Ghana og partnerskabet mellem de to byer.