Aarhusiansk boligbyggeri hyldet i Cannes

Aarhusiansk boligbyggeri hyldet i Cannes

Projekter fra 42 forskellige lande var i år indstillet til ejendomsprisen MIPIM Awards, som torsdag aften blev afholdt i Cannes, og i kategorien 'Best Residential Development' var det århusianske projekt Æbeløen,
der blev udvalgt af juryen og årets deltagere ved MIPIM 2022 som bedste. projekt. Æbeløen er udviklet af to aarhusianske firmaer - Raundahl & Moesby og CEBRA architecture.

”Æbeløen er tegnet med empati for både de mennesker, som bor der, og for den omkringliggende by, hvor projektet integrerer sig nænsomt i den historiske, urbane kontekst. Det er et robust byggeri i gode, materialer, som vil ældes med ynde ligesom resten af ​​Øgadekvarteret. Samtidig bygger Æbeløen på nogle vigtige sociale og klimamæssige parametre – bl.a. mødesteder og opholdsmuligheder for beboerne samt regnvandshåndtering og biodiversitet i byen. Vi er meget stolte af både projektet og af prisen,” siger Mikkel Frost, som er arkitekt og partner i CEBRA.

Æbeløen består af 146 boliger fordelt på lejligheder og byhuse. Som en del af projektet er der tilføjet en ny gade til Aarhus' Øgadekvarter  Æbeløgade – der åbner og forbinder det nye boligområde direkte med byen og Botanisk Have.

”Æbeløen blev vundet i konkurrence om et kommunalt grundbud, hvor vinderkriteriet ikke blot var højeste pris, men i lige så høj grad, hvor meget af det foreslåede projekt ville bidrage til byen. I samråd med naboen, Botanisk have, blev vores løsning at etablere et bydelskvarter, hvor alle typer af ”bynatur” blev repræsenteret. Æbeløen er derfor et eksempel på, hvordan grønne elementer både kan forstærke byrummet og spektakulær bygningsarkitektur, men samtidig bidrage til biodiversitet i det urbane miljø,” siger Carsten Raundahl, CEO i Raundahl & Moesby.

Aarhus Borgmester Jacob Bundsgaard siger:
”Det er flot og imponerende, at Aarhus vinder prisen for bedste boligprojekt med Æbeløen. Aarhus Kommune præmierede selv byggeriet med Stadsarkitektens Særpris i 2021, fordi det netop er et helt særligt byggeri. Det at blive præmieret som et af de fornemste byggerier i hele verden, hvor kun 45 var nominerede, og kun tre danske byggerier var med, er virkelig noget vi i Aarhus kan være stolte over. Ikke mindst da byggeriet er udviklet af to Aarhus virksomheder  Raundahl & Moesby A/S og CEBRA A/S – og da det tilmed er et bæredygtigt byggeri med bynatur og biodiversitet.”

 

Æbeløen, der blev indviet i september 2020, ejes i dag af den tyske kapitalforvalter PATRIZIA AG. Projektet blev i 2021 tildelt Aarhus Kommunes arkitekturpris.

MIPIM
MIPIM er en international ejendomskonference, som hvert år afholdes i Cannes. Branchefestivalen løber over fire dage, hvor danske og internationale aktører mødes til netværksarrangementer, events og
udstillinger. Under festivalen afholdes også MIPIM Awards, som er en international anerkendt ejendoms- og arkitekturpris, der uddeles i en række kategorier – bl.a. indenfor boliger. Prisen uddeles på baggrund af
bedømmelser fra en international jury samt stemmer fra deltagere ved MIPIM.

Læs mere om Æbeløen her:
https://cebraarchitecture.dk/project/aebeloen/
https://raundahl-moesby.dk/modules/buildings/building.php?id=68

For yderligere information:
Laura Sofie Toftdahl, kommunikationschef , CEBRA
T: 30240400 E: lau@cebraarchitecture.dk

Carsten Raundahl, adm. direktør, Raundahl & Moesby
T: 20106463 E: cr@rogm.dk