Gå til hovedindhold

Inkubatormiljøet i The Spring byder velkommen til den første scaleup

Aguardio, der har specialiseret sig i bæredygtige løsninger indenfor vandteknologi, er den første scaleup, som flytter ind i det nye inkubatormiljø i The Spring. Og der er store planer for The Spring - det nye danske innovationsdistrikt for vandteknologi, som er under udvikling i Aarhus Syd.

  • Læs op

Indhold

    Flere startups og scaleups forventes at flytte ind i The Springs inkubatormiljø inden udgangen af 2022. Formålet med inkubatormiljøet er at styrke og accelerere danske water tech startups og scaleups vej fra idé til marked. Den første virksomhed, som flytter ind, er virksomheden Aguardio, som udvikler og producerer IoT-løsninger designet til at reducere vand- og energiforbrug i badeværelser og med data være med til at optimere bygninger. Med Aguardios sensorer kan man også nudge vandforbrugere til at leve mere bæredygtigt ved at reducere vandspild.  

    Adgang til nationalt og internationalt netværk 
    Thomas Munch-Laursen, Founder & CEO hos Aguardio, går i disse dage og indretter det nye kontor i The Spring. Til spørgsmålet om, hvorfor Aguardio har valgt at flytte fra Vejle til The Spring i Aarhus, svarer Thomas Munch-Laursen: 

    -Vi ønsker at være en del af det initiativ og det netværk, der bliver skabt omkring The Spring. Miljøet er et godt fit til det, vi laver hos Aguardio. Det giver adgang til nationalt og internationalt netværk, samt muligheden for sparring med ligesindede. Og vi får inspiration til nye forretningsmuligheder og tekniske løsninger i den sparring, der sker med andre virksomheder, som arbejder med vandteknologi.  

    Aguardio begyndte i 2017 og har sat som mål at skabe en mere bæredygtig hverdag i danske husstande bl.a. ved at hjælpe med at skabe fokus omkring det at reducere mængden af varmt vand, som bruges, når man tager brusebade.  

    Thomas Munch-Laursen fortæller, at det var en dag i badet, han fik idéen til Aguardio: 

    - Jeg fik idéen til vores forretningsmodel, da jeg i badet stod og funderede over, hvordan vi kan nedbringe vandforbruget. Så i dag er vores virksomhed baseret på et ønske om at reducere egne vand- og energi udgifter og på samme tid gøre noget positivt for klimaet - det blev startskuddet til virksomheden Aguardio.  

    The Spring er et led i Aguardios vækstfase 
    Han ser gode fremtidsperspektiver for virksomheden i The Spring: 

    ”Etableringen i The Spring er et led i Aguardios vækstfase. Vores sensorer sparer vand for både kommuner, boligselskaber, virksomheder og privatpersoner – dermed er potentialet stort. Aguardio har planer om at udvide til nye eksportmarkeder og etablere samarbejde med yderligere, nye aktører inden for vandsektoren – og vi er allerede gået i gang og forventer yderligere fremdrift efter etableringen i The Spring. 

    Med væksten er det forventeligt, at Aguardio i 2023 ansætter en ny medarbejder hver 3. måned, og det vil på sigt nødvendiggøre større lokaler. 

    Og det passer fint ind i vækstplanerne for The Spring, da målet er, at innovationsdistriktet om 10 år er hjemsted for over 100 virksomheder og vidensinstitutioner. Samlet set skal området huse mere end 3.000 arbejdspladser. 

    Det er ikke mere end to dage siden, Aguardio flyttede ind i The Spring, men virksomheden har allerede formået at sætte positivt præg på deres nye arbejdsplads. De valgte nemlig at montere deres Leak Sensor i bygningen, som hurtigt opfangede et løbende toilet. Nu kan toilettet blive repareret, så der ikke længere spildes unødigt rent vand. 

     

    Fakta om the Spring: 
    - The Spring, som er en del af Water Valley Denmark, er et nyt fysisk innovationsdistrikt for vandteknologi i Aarhus. Formålet er at samle iværksættere, SMV’ere, globale virksomheder, vandselskaber, forskere og studerende, som arbejder indenfor vandteknologi.  

    - Aarsleff, Erhvervsakademi Aarhus og Aarhus Tech ligger i området, og huser tilsammen ca. 800 arbejdspladser og 300 studerende. 

    - I januar 2023 flytter Aarhus Vand ind i et nyopført domicil, hvilket tilfører yderligere 230 arbejdspladser. 
     
    - Trifork har købt en grund i området, og har planer om at opføre et flere-brugerhus på 4.000 m2. 
     
    - Den næste udviklingsfase i The Spring er et grundareal på 80.000m2, som ejes af Aarhus Kommune og muliggør opførelsen af ca. 75.000 etagemeter. 

    Læs mere om The Spring 

     Fakta om Aguardios løsning
    Aguardio har udviklet en IoT-sensor til brusere, der fungerer som et stopur, som begynder at tage tid, når bruseren tændes. Når man lukker vandet for at bruge sæbe, stopper uret også midlertidigt med at tage tid. Sensoren opsamler data og giver indsigt i vandforbruget. Blandt andre, har University of Surrey fastslået, at blot det at have et ur, har en indvirkning på forbrugsmønsteret. Der sker normalt en badetids reduktion på 21% ved brug af sensoren i hospitality og 30% i hjem.   

    Yderligere kan man med Aguardio’s Leak Sensor til toiletter opdage de mange løbende toiletter samt analysere på antal skyl til forskellige formål.

    Sidst opdateret: 18. september 2023