Gå til hovedindhold

Sådan bliver Aarhus en god by at bo og leve i

Byudviklingsprojekter skal give noget tilbage til sine omgivelser, passe ind i landskabet og bygge videre på historien. Sådan står der blandt andet i Aarhus’ nye arkitekturpolitik, og arbejdet med at implementere politikken er skudt i gang.

Indhold

    I går vedtog byrådet en ny arkitekturpolitik med navnet ”Politik for Bykvalitet og Arkitektur”. Den sætter retningen for, hvordan Aarhus også i fremtiden er en levende og bæredygtig by og kommune med god arkitektur og høj bykvalitet.

    Arkitekturen skaber de fysiske rammer, vi bor og lever i hver dag. Med vores nye arkitekturpolitik definerer vi, hvad god bykvalitet og arkitektur skal være, og hvad vi kræver, hvis man gerne vil bygge i vores by. Et byggeprojekt kan ikke bare ses isoleret. Det skal respektere den karakter og sjæl, der er i området, og det skal give noget tilbage til sine omgivelser. Det kan være et offentligt tilgængeligt grønt område, en tagterrasse med udsigt over byen eller et samarbejde med området foreninger og institutioner.

    Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø

    At give noget tilbage til sine omgivelser er en del af politikkens pejlemærke fire (se under fakta). I alt er der otte pejlemærker, der på hver sin måde belyser kvaliteter, vi ønsker i byudviklingsprojekter.

    Ikke en politik til skuffen

    Stadsarkitekt Anne Mette Boye står i spidsen for implementering af arkitekturpolitikken, der skal indarbejdes i alle afdelinger i Teknik og Miljø.

    Det er afgørende, at vores nye politik ikke bare bliver en politik til skuffen. Den skal bruges aktivt – både af politikerne, forvaltningen og borgerne. Vi har lagt en ambitiøs plan for, hvordan vi implementerer den. Det er vedvarende arbejde, vi ikke bliver færdigt med. Vi skal fortsætte med at indarbejde og inkorporere den. Det sker i samarbejder både internt og med Aarhus Kommunes mange aktører.

    Anne Mette Boye, stadsarkitekt

    I udarbejdelsen af politikken har der været fokus på, at den kan bruges som et værktøj i dagligdagen. Derfor er politikken opbygget af to konkrete værktøjer, alle kan bruge i dialogen om god arkitektur og bykvalitet.


    Internt i Teknik og Miljø vil blandt andet en ny stedslæsningsmodel og 360-graders dialogværktøj sikre, at politikken realiseres og indtænkes i byudviklingsprojekter. Stedslæsningsmodellen skal bruges, når projekter opstartes for at identificere de eksisterende kvaliteter, der skal videreføres. Et revideret 360-graders dialogværktøj, der tager udgangspunkt i politikkens pejlemærker, skal bruges i både dialog med bygherre og som retning for projekter og indsatser.

    Teknik og Miljø vil også sætte arkitektur og bykvalitet på dagsorden, hvor der bliver fokuseret og årligt fulgt op på politikken. Det sker under en arkitekturuge i 2023, dialogmøder og et testtiltag, hvor et nyt Aarhus by- og landsskabslaboratorium vil igangsætte forsøgsprojekter og initiativer, der understøtter udvikling af arkitektur og bykvalitet i Aarhus Kommune.

    Fakta

    De otte pejlemærker

    1. Bykvalitet i samspil med landskab og natur
    2. Blandede bydele styrker vores mangfoldighed
    3. Bylivsknudepunkter samler
    4. Arkitekturen er generøs
    5. Vi bygger videre på historien
    6. Forbindelser væver bydele sammen
    7. Lokalt engagement skaber god bykvalitet
    8. Partnerskaber løfter bykvalitet og arkitektur

    Sidst opdateret: 18. september 2023