Gå til hovedindhold

H.K.H. Kronprinsessen tog det første spadestik til stor udvidelse af Aarhus International School

En attraktiv IB-certificeret international skole er en afgørende forudsætning for at fastholde og tiltrække internationale virksomheder, arbejdspladser og medarbejdere til Aarhus. Og i mandags, den 10. oktober 2022, tog H.K.H. Kronprinsessen det første spadestik til en stor udvidelse af Aarhus International School. Skolen udvider med i alt 6000m2, og vil fremover kunne huse 600 elever i alderen 3-16 år. Bag projektet står et samlet erhvervsliv, fonde og Aarhus Kommune.

  • Læs op

Indhold

    Der var feststemning blandt Aarhus International Schools elever og ansatte, da Kronprinsessen mandag morgen mødte op for at tage det første spadestik til skolens nye tilbygninger.

    I strålende efterårssol blev Kronprinsessen budt velkommen af Aarhus International Schools knap 350 elever, som viftede med flag fra de i alt 45 forskellige nationaliteter, skolen rummer.

    Efter en kort tale fra Formand for Ejendomsfonden AIS, Ebbe Malte Iversen, hvor han på vegne af skolen og fonden takkede både bidragsydere, børn og Kronprinsessen for støtte og fremmøde, var det blevet tid til at tage et længe ventet første spadestik til Aarhus International Schools One Campus byggeri.

    Med spadestikket satte Kronprinsessen med hjælp fra fire af skolens elever officielt byggeriet af en samlet campus for Aarhus International School i gang. En ambition som både skolen og byen har haft i mange år, fortæller Aarhus Borgmester Jacob Bundsgaard:

    ”En attraktiv IB-certificeret international skole er en afgørende forudsætning for at fastholde og tiltrække internationale virksomheder, arbejdspladser og medarbejdere til Aarhus. Derfor er det utroligt glædeligt, at skolen i samarbejde med kommunen og fonde nu kan starte tilbygningen, så vi også fremover kan tilbyde internationale familier en international skolegang af høj kvalitet.”

    Aarhus International School tilbygger i alt 6000m2. Fremover vil skolen kunne huse 600 elever i alderen 3-16 år.

    ”Det er en stor festdag for os i dag. Vi har sammen med Ejendomsfonden arbejdet hårdt for at realisere planerne om udvidelsen, som er helt afgørende for skolens fremtid. Fremover kan vi tilbyde vores dygtige lærere og elever de bedste betingelser for at undervise og lære. Det er en stor ære, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen har haft lyst til at tage det første spadestik, og vi glæder os til at invitere både Kronprinsessen og eleverne indenfor i 2024, når byggeriet står færdigt,” siger Bestyrelsesleder for Aarhus International School Niclas Kvernrød.

    Bag projektet står et samlet erhvervsliv, fonde og Aarhus Kommune. I alt har Ejendomsfonden AIS rejst 138 millioner kroner til byggeriet, som ERIK arkitekter tegner, mens C. C. Contractor har totalentreprisen.

    Tag fat i Søren Boel Pedersen eller Christian Lausten Sørensen fra Aarhus Kommune Erhverv, hvis du ønsker yderligere information om udvidelsen af Aarhus International School.

    Billedtekst ved spadestik: Kronprinsessen fik hjælp fra fire af skolens elever til at tage det første spadestik til Aarhus International Schools udvidelse.

    Vedhæftede illustrationer: ERIK arkitekter
    Vedhæftede fotos: Jacob Tinsfeldt Haas, Moment Studio & Amelia Herridge-Ishak, AIS


    Kort om One Campus:

    • Aarhus International School tilbygger i alt 6000m2 på adressen Dalgas Avenue 12 8000 Aarhus C.
    • Fremover vil skolen kunne huse 600 elever i alderen 3-16 år.


    Kort om Aarhus International School:

    • Aarhus International School er en international privatskole bestående af børnehave og grundskole med det formål at udbyde international IB-autoriseret undervisning og børnepasning i henhold til friskoleloven og dagtilbudsloven.
    • Børnehaven med cirka 60 børn ligger i Højbjerg og skolen med cirka 280 elever ligger på Dalgas Avenue tæt på Aarhus centrum.
    • AIS er en certificeret IB World School, hvor undervisningssproget og det daglige sprog hovedsageligt er engelsk.
    • Et højt fagligt og socialt niveau på skolen opnås gennem undervisning solidt funderet i IB programmet fra børnehave til afgangsklasser.
    • Med cirka en tredjedel danske elever på skolen ligger undervisningen i dansk på et meget højt niveau med inddeling i 3 niveauer.
    • På skolen går elever fra 45 forskellige lande.
    • I overensstemmelse med ”International Baccalaureate®” missionen, stræber vi efter at uddanne og forberede vores elever til aktivt at bidrage til en bedre verden.
    Sidst opdateret: 18. september 2023