Gå til hovedindhold

Iværksætterindsats skal fortsætte væksten i livsstilserhvervet

Til Lifestyle Growth 2022 pitchede seks iværksættervirksomheder deres forretninger for et stærkt felt af erhvervsfolk og investorer. Eventet er en del af Aarhus Kommunes grønne partnerskab i livsstilserhvervene, der skal hjælpe med at udvikle iværksættere til et erhvervsområde i vækst

  • Læs op

Indhold

    Torsdag den 6. oktober var et investorpanel med markante erhvervsprofiler inviteret inden døre hos hummel International på Aarhus Havn til pitchkonkurrencen Lifestyle Growth. Her skulle panelet præsenteres for nogle af de unge virksomheder, der potentielt kan gå i fodsporene på bl.a. Søstrene Grene, Sinful og Rains og bidrage til udviklingen af Aarhus’ livsstilserhverv.

    Og væksten i livsstilsvirksomhederne er i den grad vigtig for Aarhus’ samlede økonomiske udvikling.

    Det ses bl.a. ved, at der i tredje kvartal 2021 var mere end 3.000 beskæftigede inden for livsstilserhvervene (mode, møbler og design), hvor hummel og Bestseller er to af branchens flagskibe i Aarhus. Og på fem år er der ifølge specialkørsler fra Danmarks Statistik bearbejdet af eStatistik for Aarhus Kommune sket en vækst på 20 procent i antallet af virksomheder, så der i 2019 var mere end 500 livsstilsvirksomheder i Aarhus Kommune.

    Senest markerede modegiganten Bestseller sig ved for andet år i træk at præsentere et rekordresultat. Og tidligere på efteråret vakte det opsigt, da det relativt unge sportsbrand Liiteguard præsenterede en af fodboldverdenens mest dekorerede spillere som investor i skikkelse af brasilianske Dani Alves med fortid i fodboldklubben FC Barcelona.

    Men selvom det på mange måder går godt for aarhusianske livsstilsvirksomheder, er branchen – som mange andre – også udfordret af højere indkøbspriser og den generelle usikkerhed hos forbrugerne, som den nuværende økonomiske situation har medført. Det var derfor med lige dele optimisme og bekymring, at stifter af hummel Christian Stadil åbnede Lifestyle Growth 2022 foran det fremmødte publikum, investorpanelet og seks spændte iværksættervirksomheder.

     

    Fremtidens livsstilsvirksomheder pitchede på havnen

    De seks unge virksomheder var udvalgt af Lifestyle & Design Cluster, som står bag Lifestyle Growth. Virksomhederne var valgt på baggrund af deres unikke forretningspotentialer, og de havde bl.a. chancen for at vinde en pengepræmie, mentorship og rådgivning.

    Pitcherne repræsenterede et bredt udsnit af branchen: en designvirksomhed, et livsstilsbrand, en møbelvirksomhed, en emballagedesigner, et smykkebrand og en modevirksomhed. Vinder blev Momkind, der med sit livsstilsbrand har det som erklæret mål at aftabuisere eftervirkninger af fødsel og graviditet for mødre.

    Andenpladsen gik til den Aarhus-fødte smykkevirksomhed Camille Birch. Desuden blev investorpanelet enige om at uddele en spontan bæredygtighedspris til Re-Zip, der kan se frem til mentorsparring for at kunne udbrede sin model for genanvendelig emballage til e-handel. Re-Zips produkter sparer op til 87% CO2-udledning sammenlignet med engangsemballage.

    Idémand bag Lifestyle Growth Christian Chapelle fremhævede flere gange foran publikum, at der i år var et særligt stærkt deltagerfelt, men han understreger efterfølgende, at eventet er mere end bare en konkurrence:

    ”Vi ved, at det kan være en udfordring for livsstilsvirksomheder at finde risikovillig kapital,” siger han og fortsætter: ”Vi ønsker at være bindeleddet mellem de deltagende livsstilsvirksomheder og mentorerne/investorerne, og vi håber på, at det vil føre til, at der, på sigt, tilføres risikovillig kapital til de livsstilsvirksomheder, som ønsker kapital udefra. Men Lifestyle Growth har i endnu højere grad fokus på mentorship, netværk, vidensdeling, synlighed og pitch-træning. Lifestyle Growth er en unik mulighed for at få det skub, mange startups har brug for, da initiativet gør det muligt for iværksætterne at komme i direkte dialog med nogle af de største kapaciteter i livsstilsbranchen,” udtaler Christian Chapelle, der er Head of Incubation ved Lifestyle & Design Cluster. 

     

    Nyt livsstilshus i 2025

    Udover risikovillig kapital skriger livsstilsbranchen – i særlig grad modebranchen – på nye grønne løsninger. Produktion af tekstiler har nemlig et stort CO2-aftryk og en negativ påvirkning på miljøet. Derfor besluttede Aarhus Byråd i foråret 2022, at man ville igangsætte en indsats i livsstilsklyngen for at accelerere udviklingen af innovative, grønne løsninger i Aarhus. Det er ambitionen, at Aarhus udnytter sin position inden for særligt modebranchen til at blive foregangskommune for en mere bæredygtig livsstilsbranche.

    For at indfri denne ambition har Aarhus Kommune igangsat et partnerskab med klyngeorganisationen Lifestyle & Design Cluster, som i samarbejde med Sydbank står bag Lifestyle Growth. Organisationens aarhusianske afdeling har til huse i den gamle havnebygning på Mindet 4, hvor den tilbyder kontorplads til startups inden for livsstilsbranchen. Én af de virksomheder, som er udsprunget af inkubationsmiljøet Headstart Fashion House, er førnævnte Liiteguard, inden de voksede ud af lokalerne.

    I 2025 får Lifestyle & Design Cluster også en central rolle i nye Sydhavnskvarter, der skal være Aarhus’ kreative hub. Her får de en ny og større bygning med direkte forbindelse til VIA University Colleges designuddannelser via en gangbro.

    Der er altså mange spændende ting i vente for det vigtige og udfordrede livsstilserhverv i Aarhus.

    Vil du vide mere, kan du kontakte:
    Head of Incubation Lifestyle & Design Cluster, Christian Chapelle, Christian@ldcluster.com - 45 2420 7207 

    Investorpanelet til Lifestyle Growth bestod af: 
    Christian Stadil (formand for panelet), CEO og ejer af Thornico, Mathilde Mackowski, co-founder af Sinful, Henrik Hansen, medejer af BoShop, Nicolaj Reffstrup, stifter af Ganni A/S, Jens Poulsen, Group CEO og grundlægger af DK Company, Margrethe Dal Lehrmann, Investor og direktør hos Lehrmann Ventures, Mikkel Grene, CEO og medejer Søstrene Grene. Daniel Brix Hesselager, co-founder Rains og Betina Simonsen, CEO for Lifestyle & Design Cluster

    Foto: Gorm Branderup

    Sidst opdateret: 18. september 2023