To af landets kraftcentre indenfor cybersikkerhed står nu skulder mod skulder
Der bliver flere og flere angreb mod både borgere og virksomheder. Nu presser kraftcenter i Aarhus og Nationalt Forsvarsteknologisk Center sammen skjoldet endnu hårdere imod fremtidens cyberangreb.
Mens hyggen og forhåbentlig julefreden kan finde vej til danske hjem og virksomheder i denne tid, kæmper nye initiativer en kompleks og indædt kamp for at holde nye og store it-trusler ude af vores hverdag. Trusler rettet mod unge som ældre, foreninger, virksomheder og mange flere.
’Lige nu er udviklingen så hurtig, at vi som samfund og nation ikke har råd til at tabe blot et halvt skridt til de it-kriminelle. Det kræver, at vi alle tager ansvar, og at vi samarbejder tæt på tværs af initiativer og sektorer, siger Peer H. Kristensen, direktør i Security Tech Space i Aarhus, der er særligt rettet mod landets små- og mellemstore virksomheder og startups med it-sikkerhed samt rekruttering og uddannelse.
I dag har centeret indgået en samarbejdsaftale med Nationalt Forsvarsteknologisk Center, der har et bredt fokus på forsvarsteknologier til både Danmark og vores allierede. Formålet med samarbejdet er blandt andet at accelerere udviklingen af teknologier og løsninger indenfor centrenes specifikke områder.
’At vi kan samle to stærke kraftcentre med så stærke organisatoriske opbygninger og klare ambitioner indenfor hver deres områder under cybersikkerhed er ikke kun et rygstød til at skabe synergier og videndeling, men også et yderst stærkt og meningsfuldt fælles greb mod de konstante trusler, der forsøger at lamme vores privatliv, virksomheder og samfund både nu og i morgen’, siger Peer H. Kristensen.
Aarhus Kommune, som er en del af initiativet bag Security Tech Space, rammes for eksempel dagligt på tværs af organisationen af 25.000-30.000 cyberangreb. Det tegner et alvorligt billede af situation nu og fremadrettet.
’Landets små- og mellemstore virksomheder er rygraden i dansk erhvervsliv, men mange af disse virksomheder er i dag ringe stillet og har ikke resurser for at afværge eller agere under et cyberangreb. Det er komplekst og dyrt for den enkelte virksomhed og de kriminelle udvikler konstant nye metoder. Men vi gør alt, hvad vi kan for hjælpe dem, og det viser dette samarbejde også, siger Peer H. Kristensen.
Cybersikkerhed handler ikke alene om beskyttelse mod it-kriminalitet, men også om at styrke forretningen og opnå og fastholde konkurrencefordele, viser en ny undersøgelse fra Industrins Fond. Men det er langt fra alle virksomheder, som ved, hvor og hvordan de bedste løsninger opnås.
’Det er en kæmpe opgave, som kræver politisk fokus og økonomisk støtte, hvis danske virksomheder og it-løsninger skal matche de omskiftelige og konstante trusler. Og så kræver det samarbejde, som det vi etablerer med National Forsvarsteknologisk Center i Aalborg. Det er vejen frem til at finde nye løsninger for virksomhederne, udnytte vores styrkeposition og i sidste ende også skabe eksportmuligheder for Danmark’, siger Peer H. Kristensen.