Gå til hovedindhold

70 virksomheder har nu underskrevet Klimalliancen Aarhus’ Commitment Paper

CEO Michael Holm fra it-virksomheden Systematic har underskrevet Klimaalliancen Aarhus’ Commitment Paper. Dermed forpligter virksomheden sig til at leve op til Klimaalliancen Aarhus’ klimatiltag om grøn mobilitet, som understøtter Aarhus’ mål om klimaneutralitet i 2030.

  • Læs op

Indhold

    CO2-udledninger fra transport og mobilitet udgør halvdelen af CO2-udledningen i Aarhus Kommune, og transportsektoren udgør dermed den største udfordring ift. at nå Aarhus Byråds målsætning om CO2-neutralitet i 2030.

    Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard ser samarbejde på tværs af bysamfundet som helt afgørende for at reducere CO2-udledningen fra transport og mobilitet:

    ”Det er glædeligt at vi nu er oppe på 70 virksomheder, som har underskrevet Klimaalliancens Commitment Paper om grøn mobilitet. Virksomhederne spiller en vigtig rolle i forhold til at bringe CO2-udledningen fra transporten ned, og derfor er samarbejdet så værdifuldt. En fælles indsats på tværs af bysamfundet er i sidste ende afgørende for, om vi når i mål med vores klimaneutralitet.”

    Som en konkret del af Commitent Paper skal virksomheder omstille deres person-bilflåde til emissionsfrie køretøjer og dertil udarbejde tiltag, som skal sænke medarbejdernes klimabelastning i deres transport til og fra arbejde.

    Her er Systematic godt på vej, da alle virksomhedens puljebiler, som står til rådighed for medarbejdertransport i arbejdstiden, er alle nu, med undtagelse af én skiftet ud til el- eller hybridbiler.

    Herudover har Systematic en firmabilspolitik, der gør det mere favorabelt at vælge en elbil frem for en fossilbil, for de medarbejdere, der har ret til firmabil. Desuden er der sat et maksimum på, hvad firmabilen må have af CO2 emission. 

    Endelig stiller virksomheden firmacykler til rådighed for medarbejder til transport i arbejdstiden, som især benyttes af Systematics ansatte i udlandet, når de er på besøg i Aarhus.  

    Ifølge Michael Holm, Systematic, er dette blot første skridt på vejen:

    ”Fra næste år, når vi laver vores klimaregnskab vil det beskrive og dokumentere vores scope 1 og scope 2 samt firmarejser på scope 3. Ud fra disse data, vil vi sætte mål og starte nye initiativer for at reducere vores klimaaftryk. Derfor giver det rigtig god mening for os at underskrive Commitment Paper”

    Systematic sidder med i Klimaalliancen Aarhus på strategisk niveau og kommer til at engagere sig yderligere i den kommende tid.

    Fakta

    • Siden 2008 har Aarhus Kommune haft som mål at blive CO2-neutrale i 2030, og kommunen er allerede lykkedes med at halvere sin udledning.
    • Af den resterende halvdel står Aarhus’ borgere og virksomheder for ca. 90% af CO2-udledningen.
    • Aarhus Kommune søger blandt andet at nedsætte denne udledning gennem klimpartnerskaber med erhvervslivet og virksomheder – som Klimaalliancen Aarhus
    • Virksomheder som underskriver Commitment Paper på grøn mobilitet forpligter sig til årligt at rapportere på deres resultater.
    Sidst opdateret: 18. september 2023