Aarhus inviterer førende eksperter fra Norden og Baltikum til møde om cybersikkerhed
Danmark står ligesom andre europæiske lande over for massiv mangel på kompetencer inden for cybersikkerhed. Tal viser, at hvis der ikke sættes yderligere ind med initiativer, så kommer Danmark i 2030 til at mangle op mod 15-20.000 fuldtidsressourcer inden for cyber- og informationssikkerhed.
Mødet er en del af en ny tænketank inden for cybersikkerhed, kaldet Cyber Bridge Forum, som skal styrke cybersikkerheden i Norden og de Baltiske lande. Formålet er at dele erfaringer og metoder til, hvordan man bedst muligt styrker beredskabet og får rekrutteret flere folk til cyberområdet.
Mødet og tænketanken udspringer af tech-miljøet i Aarhus og er finansieret af Nordisk Ministerråd - og organiseret af Aarhus Kommune, Happy 42 og Security Tech Space.
Det er en højaktuel agenda for både virksomheder og institutioner som Aarhus Kommune, forklarer borgmester Jacob Bundsgaard (S) fra Aarhus Kommune, som åbner mødets 2. dag.
“Vi står med en massiv udfordring med manglen på cyberkompetencer, som truer hele vores samfund. Det gør os utroligt sårbare, og vi ser dagligt, at både virksomheder og offentlige institutioner bliver udsat for angreb. Det kan vi kun håndtere ved at styrke cyberområdet med flere kompetencer og mere viden. Det truer vores konkurrenceevne ved, at vi ikke kan udvikle de produkter inden for cyberområdet, som vi gerne vil, men først og fremmest så svækker det vores forsvar. Derfor er det afgørende vigtigt, at vi trækker på hinandens erfaringer for at komme videre,” forklarer han.
Brug for flere fagfolk - især kvinder
Under mødet skal man blandt andet kigge på diversitet og på, hvordan man får flere kvinder ind på cyberområdet. Man skal se på, hvordan man laver mere målrettede uddannelser, og hvordan man inspirerer unge til at vælge de her uddannelser. Her giver det mening at se på, hvad man har gjort i andre lande.
I Estland har de fx været rigtig gode til at lave indsatser, som tiltrækker kvinder, og i Norge er man langt fremme med at lave uddannelser og målrettede programmer inden for cybersikkerhed. I Sverige har man netop lanceret en cybercampus, som specifikt uddanner flere specialister inden for området og arbejder sammen med forsvaret, og som også har inspireret til, at man laver et lignende campus herhjemme.
Omvendt så er vi i Danmark rigtig gode til at skabe ungdomsmiljøer inden for cybersikkerhed. Det handler især om at lære, hvordan man håndterer de her udfordringer med mangel på cyber-kompetencer. Det handler om at komme hurtigere fra start i forhold til at få flere i uddannelse. Det gælder både i forhold til, hvordan man rekrutterer, og hvordan man organiserer uddannelserne.
“Når vi ved, at vi mangler cyber-kompetencer, så skal vi finde ud af, hvordan man undgår at opfinde den dybe tallerken alle steder, fordi så kommer vi ikke ret meget videre. Hvis vi i stedet for kan lære af de projekter, som vi ved har virket i andre lande, så kommer vi meget hurtigere frem. Det gælder især kvinder, hvor vi bare må erkende, at vi ikke er gode nok til at rekruttere, så hvis vi kan overføre det, man har gjort i Estland for at få flere ind på cyber-uddannelserne, til Danmark, så kan man komme langt,” forklarer Line Gerstrand fra Security Tech Space, der er medinitiativtager til tænketanken.
På mødet fortalte Morten Eskildsen fra Kalmarunionen om talentudvikling på tværs af grænserne og Bianca Buznean fra Women4Cyber, som repræsenterer den danske afdeling af Women4Cyber, fortalte om, hvordan man får mere diversitet og kvinder til at beskæftige sig med cybersikkerhed. Derudover fortalte Line Gerstrand fra Security Tech Space om tankerne bag Cyber Campus Denmark.
Læs mere Cyber Bridge Forum her https://cyberbridgeforum.com/