Sommeren har ikke kun stået på grill og solbadning for en række startups i Østjylland. Flere har nemlig haft godt gang i fundraising og har fået tilført sammenlagt over 175 millioner kroner i investeringer.
Investeringerne viser samtidig bredden i det lokale økosystem, for pengene er gået til en bred vifte af brancher.
Draupnir Bio styrker forskningen med 90 millioner kroner
I en seed-runde fik Draupnir Bio med forskningsfaciliteter i Aarhus tilført sammenlagt 90 millioner kroner i juli fra nye investorer MP Healthcare og EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond) samt eksisterende investorer Gilde Healthcare, Inkef og Novo Holdings.
“Draupnir har en stor ambition om at pionere og skubbe grænsen for ekstracellulær proteinnedbrydning. Vi er begejsterede for at byde velkommen til nye investorer, og takker eksisterende investorer for den fortsatte større,” siger CEO Andrew Hotchkiss på Draupnir Bios hjemmeside.
Investeringen skal bruges på videreudvikling af virksomhedens teknologi indenfor målrettet proteinnedbrydning, der har stort potentiale i forbindelse med behandling af inflammatoriske og neurologiske lidelser.Landfolk rejser 76 millioner kroner i serie a-runde
Onlineportalen Landfolk er på en mission, der skal redefinere markedet for udlejning af ferieboliger. Til at komme nærmere målet, har Landfolk i juli hentet investeringer for 76 millioner kroner i en serie a-runde.
“Denne nye investering vil hjælpe os med at ekspandere yderligere på nøglemarkeder i hele Europa,” skriver CEO for Landfolk Christian Schwarz Lausten på LinkedIn.
Pengene er rejst hos en ny investor, EIFO, samt de eksisterende investorer Heartland og Seed Capital Denmark.
Unioo sikrer sig 6 millioner kroner i ny kapital
Unioo, der udvikler softwareløsninger til frivilligsektoren, har fået en ny investor, Compounding Capital, inden for døren. Sammen med den eksisterende investor Ugly Duckling Ventures har Unioo fået tilført investeringer for 6 millioner kroner.
“Vi er begejstrede for at have fået Compounding Capital ombord. Deres erfaring med lignende investeringer i deres portefølge, gør dem til en ideel partner for os. Vi er også stolte over, at vores eksisterende investor, Ugly Duckling Ventures, har besluttet at fordoble deres investring i Unioo,” skriver co-foundere Martin Have og Mads Thamestrup Carstensen på Unioos hjemmeside.
Henover sommeren er der ligeledes blevet rejst en investering hos Lunar Bank og en pre-seed investering hos Vokalo.
Artiklen indgår i en række af artikler fra Grow Aarhus sektionen, som er skabt i partnerskabet mellem TechSavvy Media og Tech City Aarhus, som Aarhus Kommune indgår i. Formålet med artiklerne er at skabe endnu mere synlighed om det aarhusianske tech-miljø og innovationsøkosystem.