Gå til hovedindhold

Borgmester Anders Winnerskjold og DSB overrækker årets togpenge til velgørende organisationer i Aarhus

Modeljernbanen på Aarhus Hovedbanegård er hvert år til glæde for mange børn og barnlige sjæle. Igen i år bliver jernbanens indsamlede penge doneret til lokale velgørende organisationer og fællesskaber.

Indhold

    I år har jernbanen indkørt 56.420 kr., som DSB igen i år har valgt at donere ligeligt til lokal velgørenhed i Aarhus. DSB har udvalgt otte organisationer, der understøtter fællesskaber og arbejder for at reducere isolation særligt blandt børn og unge. De bidrager alle til vigtige dagsordener i Aarhus Kommune og er med til at gøre byen til en god by for alle.

    Traditionen tro er det Aarhus’ borgmester, Anders Winnerskjold, der har glæden af at overrække togpengene. Overrækkelsen finder sted torsdag d. 5. december 2024 kl. 11.00-12.00 ved modeljernbanen på Aarhus Hovedbanegård. Her vil de otte organisationer være repræsenterede, hvor de hver vil modtage 7050 kr. til at fortsætte deres arbejde med at skabe vigtige fællesskaber og reducere isolation i Aarhus.

    Vi i Aarhus Kommune Erhverv ønsker årets modtagere af modeljernbanens togpenge et stort tillykke, og vi glæder os over, at vi i byen har så mange velgørende organisationer, der hver dag kæmper for at hjælpe udsatte grupper i Aarhus.

    Den populære modeljernbane har været en fast del af Aarhus Hovedbanegård siden 1962. Modeljernbanen har i mange år indsamlet flotte beløb, som DBS har tradition for at donere til lokal velgørenhed i Aarhus. Beløbet er resultatet af modeljernbanens årlige aktivitet, der glæder både børn og voksne og skaber en hyggelig atmosfære på banegården.

    Borgmester Anders Winnerskjold understreger betydningen af initiativet: ”Det er dejligt Aarhus Kommune igen i år er med, når DSB generøst donerer overskuddet fra modeljernbanen på Aarhus Hovedbanegård til velgørende formål. Udover at det er en stemningsfuld juletradition, er donationerne samtidig en god påskønnelse at kunne give for det store arbejde, som byens engagerede frivillige lægger for dagen. De er med til at gøre Aarhus bedre ved at skabe fællesskaber for nogle af vores udsatte grupper i byen,” siger han.

    Per Ubbe Vestergaard, der er chef for DSB Stationsservice, tilføjer: ”I DSB har vi en årelang tradition for at donere overskuddet fra modeljernbanen til velgørende formål. Overgangen til kontaktløs kortbetaling har gjort det lettere at bidrage, især i en tid hvor færre bruger kontanter. Det glæder os, at vi i år kan præsentere et flot overskud. Det er noget, som vi i DSB er meget glade for og stolte af.”

    Otto lokale organisationer modtager støtte

    De organisationer, som modtager årets donation, arbejder alle med at fremme fællesskab og støtte udsatte borgere. Organisationerne spænder bredt i deres indsatsområder og bidrager til at løse nogle af Aarhus’ vigtigste samfundsproblemer. I år er det nedenstående otte organisationer, der kan glæde sig over at modtage DSB’s togpenge og et velfortjent skulderklap over indsatsen i Aarhus:

    1. Børn på flugt – Madklubben 
    Børn på Flugt-Madklubben er en indsats, der hjælper børn og familier med flugterfaring med at finde trygge fællesskaber i deres nye hverdag. Madklubben har vist en fremragende evne til at udvikle og organisere stærke frivillige fællesskaber for børn og familier, der har været på flugt og skabe et stærkt fundament for integration. 

    2. Foreningen Elysion 
    Foreningen Elysion tilbyder aktiviteter som rollespil, bordrollespil og brætspil for forskellige aldersgrupper med forskellig baggrund. Foreningen har en stor gruppe af medlemmer og frivillige med særlige behov, og diversiteten bruges som en styrke. 

    3. SIND Rådgivning – Børne- og Forældregrupperne 
    SIND Rådgivning tilbyder børne- og familiesamtaleforløb, individuelle samtaler, samtalegrupper for voksne pårørende, telefonrådgivning samt undervisningsforløb for voksne pårørende. Foreningen yder en betydningsfuld indsats ved at understøtte fællesskaber og reducere isolation, ensomhed og ulighed gennem deres børne- og forældregrupper. 

    4. Specialsport.dk 
    Specialsport.dk hjælper børn med særlige behov med at deltage i fritidsaktiviteter. De tilbyder hjælp til alt fra at finde den rette sportsgren til at arrangere en frivillig følgeven, der kan følge barnet til og fra aktiviteterne for at sikre tryghed. 

    5. Fundamentet 
    Fundamentet tilbyder hjælp til udsatte borgere uden henvisninger og andre krav. Det er fundamentets ambition at være det grundlag, som ressourcestærke mennesker normalt har fra familie og netværk, men som mange sårbare og udsatte mennesker ikke har haft adgang til i livet. 

    6. Læseforeningens skønlitterære følgevenner 
    Unge i udsatte positioner i Aarhus Kommune kan blive en del af Læseforeningens mentorordning og blive matchet med en skønlitterær følgeven, der følges med den unge i en ugentlig læsegruppe. Med udgangspunkt i fælleslæsning skaber de fællesskaber for alle hvor en mangfoldighed af stemmer mødes omkring litteratur. 

    7. Sabaah Aarhus 

    Sabaah er en landsforening, som arbejder for at forbedre rettighederne og vilkårene for minoritetsetniske LGBTQIA+ personer i Danmark gennem sociale, kulturelle og politiske aktiviteter. De ansatte og frivillige brænder for at gøre en forskel og få sikret de unge mennesker, som kan have svært ved at tale med deres familier om deres seksualitet. 

    8. LGBT+Huset, særligt Club Queer 

    LGBT+Huset ønsker at styrke det aarhusianske LGBT+miljø og skabe de bedste vilkår for alle LGBT+personer. Derfor er der aktiviteter som sport, kor, krea, cafe, vandreklub og meget, meget mere knyttet til huset samt masterclasses til medarbejdere, der ønsker at blive bedre til at spotte kønsproblemer.

    En tradition med hjertet på rette sted

    Modeljernbanen på Aarhus Hovedbanegård er mere end bare underholdning for stationens besøgende. Den fungerer som en platform, der understøtter lokale velgørende formål og bidrager til at gøre Aarhus til en by for alle. Årets donation af 56.420 kr. er et eksempel på, hvordan små initiativer kan have stor betydning i lokalsamfundet og gøre en konkret forskel for udsatte grupper.

    Overskuddet fra modeljernbanen er et kærkomment bidrag til de mange frivillige, der hver dag arbejder for at gøre byen mere inkluderende og imødekommende for alle. Den officielle overrækkelse af pengene finder sted torsdag den 5. december kl. 11.00-12.00 ved modeljernbanen, og alle otte modtagere vil være til stede for at modtage donationerne.

    Sidst opdateret: 3. december 2024