Aarhus-startuppen Cernel får millionstøtte fra venturefond og prominente investorer
Det unge Aarhus-startup Cernel har sikret sig en millioninvestering fra både en venturefond og en stærk gruppe prominente engleinvestorer. Investeringen skal få virksomhedens AI-løsning til webshops endnu bredere ud.
Cernel oplyser i en pressemeddelelse, at de netop har rejst 5,4 millioner kroner i en investeringsrunde. Kapitalindsprøjtningen skal bruges til at udvide forretningen og bringe deres løsning, der automatiserer manuelle arbejdsgange for webshops, endnu bredere ud.
Millioninvesteringen kommer fra venturefonden Founderment, Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), samt en række erfarne business angels. Med denne støtte står Cernel, ifølge CEO Andreas Busch, stærkt til fremtidig vækst.
“Vi er heldige at få investorer med så omfattende erfaring inden for vores felt ombord. De kommer med en stor erfaring på områder, som vi har behov for i vores videre udvikling. Med den tilførte kapital kan vi nu accelerere vores skalering, så vi kan nå ud til større kunder – også internationalt,” siger han.
Lagde studierne på hylden
En familiejulefrokost, hvor frustrationer over tidskrævende e-commerce-opgaver blev luftet, blev startskuddet til Cernel.
“Min onkel fortalte frustreret om hverdagen med sin webshop. Det slog mig hvor meget tid, der bliver spildt på manuelt arbejde med at skrive produktbeskrivelser. Det var der, ideen blev født,” siger CEO og medstifter Andreas Busch, som dengang var datalogi-studerende på Aarhus Universitet.
Andreas Busch og medstifter Mathias Fenger-Eriksens fascination for AI tog fart under coronanedlukningen i 2020. Isoleret i deres nye lejlighed i Aarhus begyndte de at programmere for sjov. Det, der startede som tidsfordriv, udviklede sig hurtigt til en passion for at finde tekniske løsninger på manuelle opgaver. I 2023 besluttede teamet at lægge både studier og konkurrencer på hylden for at stifte Cernel sammen med den tredje medstifter Magnus Bruun.
“Da vi begyndte at dykke ned i problemet, så vi hurtigt at e-commerce står over for en perfekt storm. Konkurrencen stiger drastisk, mens marketing omkostningerne eksploderer. Det kræver konstant optimering at overleve, men de færreste webshops har ressourcerne til det,” siger Andreas Busch.
Investorer har tiltro til unge iværksættere
Investeringrunden er ledet af den Aarhus-baserede venturefond Founderment, der fokuserer på tidlige investeringer og samarbejder tæt med founders for at skabe et solidt fundament og skalere deres virksomheder.
“Cernel-teamet er både teknisk dygtige, nysgerrige og har store ambitioner – præcis det founder-DNA, vi leder efter, når vi investerer,” siger Christian Vinther, Investment Director hos Founderment.
Også hos engelinvestorerne, er der stor tro på de unge iværksættere i Cernel. “Det unikke ved Cernel er kombinationen af dyb teknisk innovation og praktisk problemløsning,” siger Jesper Hvejsel, der efter sit exit fra Firtal Group til Matas har investeret i Cernel.
Den fulde liste af investorer tæller udover Founderment også EIFO, samt engleinvestorer Jesper Hvejsel, Mikkel Salling, Stefan Rosenlund, Anders Thorhauge Sandholm og Kresten Krab Thorup.
Denne artikel indgår i en række af artikler fra Grow Aarhus sektionen, som er skabt i partnerskabet mellem TechSavvy - Danmarks største startup-medie og Tech City Aarhus, som Aarhus Kommune indgår i. Formålet med samarbejdet er at skabe endnu mere synlighed om det aarhusianske tech-miljø og innovationsøkosystem.