AI-iværksætter hjælper kvinder i Aarhus mod jobmuligheder i tech-branchen
En uventet besked på LinkedIn førte til, at Nanna Bach Munkholm blev mentor for kvinder med udenlandsk baggrund i tech-branchen. Mentorforløbet med Silvina Nasisi blev starten på et stærkt samarbejde, der viser, hvordan mod og netværk kan ændre karriereveje.
Nanna Bach Munkholm havde aldrig overvejet, at hun skulle være mentor for nogle. Det var dog pludseligt noget, hun måtte forholde sig til, da der tikkede en besked ind på hendes LinkedIn.
Beskeden blev startskuddet på et udbytterigt samarbejde med ReDI School, der er en nonprofitorganisation, som arbejder med at give kvinder med udenlandsk baggrund bedre jobmuligheder igennem tech. ReDI School findes flere steder omkring i Europa, heraf har de en afdeling i Aarhus, hvor de tilbydes kurser i alt tech-relateret.
LinkedIn beskeden kom fra Silvana Nasisi, der på kurset havde fået til opgave at udvide sit netværk. Beskeden blev startskuddet på Nanna Bach Munkholms rejse som mentor. ”Jeg havde aldrig været mentor for nogen før, så jeg tænkte: ”Kan jeg virkelig det?” fortæller hun. Mentortilbuddet landede oveni opstarten på både et nyt arbejde og projekt, men hun beundrede Silvana Nasisis mod, så hun sagde ja til et møde. ”Det var sådan, jeg kom med i ReDI School” udlægger Nanna Bach Munkholm.
Nanna Bach Munkholm er Chief Technology Officer og medstifter af AI-startuppen Roccai, der laver AI-drevne oplevelsesrejser i Aarhus. Derfor stod det hurtigt klart for Nanna Bach Munkholm, at hun måtte kaste sig ud i rollen som mentor for kvinder, der vil have en fod indenfor i tech-industrien.
Problemet for kvinderne er ofte, at det ikke er de tekniske færdigheder, der er barrieren, men i stedet sproget.
”Jeg elsker at se disse fantastiske kvinder udnytte deres potentiale. Jeg har set, hvordan deres selvtillid ofte er meget lav, da de er i et nyt land, hvor de mødes af utrolig mange nej, når de søger job, selvom de faktisk er dygtige og har de nødvendige kompetencer” fortæller Nanna Bach Munkholm.
Fra oversætter i Argentina til tech-studerende i Danmark
Silvina Nasisi, kvinden bag LinkedIn beskeden til Nanna Bach Munkholm, var et år tidligere ankommet til Danmark fra Argentina. I hjemlandet var hun oversætter, men fandt hurtigt ud af, at fremtiden i Danmark skulle gå i retning af kodning og programmering. ”Jeg var freelanceoversætter, men jeg kunne se, hvordan maskinlæring og AI var ved at overtage denne type arbejde” fortæller Silvina Nasisi. Derfor besluttede hun at lære, hvordan teknologien bag AI fungerer, så hun kunne sikre sig et job i fremtiden.
Dette tilbød ReDI School heldigvis, og her blev hun stillet opgaven at finde en mentor for at opbygge et netværk i tech-branchen. ”Jeg følte mig helt lost, da jeg ikke kendte ret mange i Danmark.” fortæller hun dertil. Heldigvis havde Silvina Nasisi tidligere stødt på Nanna Bach Munkholm online og besluttede sig derfor for at kontakte hende. ”Jeg tænkte: ”Hun svarer mig aldrig.”, men jeg besluttede, at jeg alligevel kunne prøve”. Derfor sendte Silvana Nasisi hurtigt en besked på LinkedIn og fik, til sin store overraskelse, svar samme dag. Kvinderne aftalte at mødes og sådan startede samarbejdet. I dag læser Silvina Nasisi en kandidatgrad i lingvistik på Aarhus Universitet.
ReDI School efterspørger diversitet på arbejdsmarkedet
Hos ReDI School Aarhus er der stor begejstring for virksomheder, der ligesom Roccai stiller ressourcer til rådighed i form af mentorhjælp eller praktikpladser. “Det betyder alt. Virksomheder som Danske Bank, Grundfos og mange andre har taget kvinder fra ReDI School i praktik, og det giver dem den nødvendige erfaring. Det er her, de virkelig får forståelsen af, hvordan det danske samfund fungerer, og det giver dem en chance for at få fodfæste på arbejdsmarkedet”, siger Leonel Barbe, der er leder af ReDI School i Aarhus.
Derfor efterlyser Leonel Barbe større åbenhed i Danmark, da mange af kursisterne på ReDI School er højt kvalificerede med gode uddannelser. Alligevel bliver de valgt fra på arbejdsmarkedet. ”Mange af dem, der rekrutterer, har en tendens til at kigge efter det samme ’type’ menneske – ofte en hvid mand i en blå skjorte”. Derfor ønsker ReDI School, at virksomhederne i højere grad tager chancen med folk, der ikke passer ind i den traditionelle profil. ”Diversitet bringer innovation, og det er en investering i både virksomhederne og samfundet som helhed” siger Leonel Barbe.
I dag er mentorforløbet mellem Silvina Nasisi og Nanna Bach Munkholm afsluttet. Nanna Bach Munkholm er fortsat mentor for en række kvinder på ReDI School. Og Silvana Nasisi er netop startet i et praktikforløb i forbindelse med sit lingvistikstudie, der selvfølgelig skal foregå hos Nanna Bach Munkholms AI-startup Roccai