Aarhus rykker på grøn transport – med virksomhederne i front
Med byens erhvervsliv som vigtig drivkraft, er Aarhus godt på vej mod en grønnere fremtid for transporten i byen, viser ny afrapportering.

I alt har 75 virksomheder og organisationer, som en del af Klimaalliancen Aarhus, underskrevet et Commitment Paper – et frivilligt løfte om at fremme bæredygtig mobilitet og omstille deres bilflåder til emissionsfri køretøjer senest i 2030.
Den seneste afrapportering viser, at erhvervslivet i byen allerede er godt på vej i denne proces, og at størstedelen er i fuld gang med at udskifte deres bilflåde til eldrevne køretøjer.
Flere virksomheder har sat ambitiøse mål for udfasningen af fossildrevne biler – nogle endda før 2030. Samtidig stiller en stigende andel nu skærpede krav til elbilernes rækkevidde, ydeevne og energikilde til opladning.
Salling Group har eksempelvis vedtaget en firmapolitik, der betyder, at alle nye bilindkøb fremover skal være eldrevne. Derudover har Grundfos besluttet udelukkende at indkøbe elbiler med en rækkevidde på mindst 400 kilometer, mens NRGi har fastlagt, at al opladning skal ske med strøm fra vedvarende energikilder.
Fokus på klimavenlige transportformer
Afrapporteringen viser også, at virksomheder og organisationer i stigende grad understøtter medarbejdernes mulighed for at vælge grønnere transportformer. Over 67% har igangsat initiativer, der fremmer cyklisme gennem kampagner som Vi Cykler Til Arbejde, etablering af nye cykelskure, adgang til elcykler og rabatordninger hos cykelhandlere.
Et konkret eksempel findes hos Lidls hovedkontor i Aarhus C, hvor der er etableret omkring 250 cykelparkeringspladser – herunder pladser til ladcykler og mulighed for opladning af elcykelbatterier. Medarbejderne har desuden adgang til cirka 50 firmacykler, som kan benyttes til møder og ærinder i løbet af arbejdsdagen.
Afrapporteringen bekræfter, at grøn mobilitet i Aarhus ikke blot er en kommunal ambition, men en fælles opgave, som virksomheder gerne vil bidrage til at løse.