Gå til hovedindhold

Musikkens dobbelte værdi i Aarhus: En kulturel og økonomisk motor

Musiklivet i Aarhus beriger både kulturen og skaber fællesskaber, og derudover bidrager musikken også markant til byens økonomi. Det viser en rapport fra musikaktøren Promus, som er udarbejdet af Silverlining.

Indhold

    Foto: Tricia Yourkevich

    Musiklivet i Aarhus er en afgørende drivkraft for både byens og landets økonomi. En ny rapport dokumenterer, at musikerhvervet i 2022 bidrog med en bruttoværditilvækst på 1,9 milliarder kroner på landsplan, hvoraf 1,7 milliarder kroner blev skabt i Aarhus.

    Branchen beskæftiger 2.900 personer og spiller en central rolle i at tiltrække økonomisk aktivitet fra både lokale og internationale gæster. Spillesteder og festivaler som Musikhuset, NorthSide og SPOT Festival genererer tilsammen over 850 millioner kroner årligt og styrker byens position som en kulturel og økonomisk vækstmotor.

    En by, der bygger fællesskaber gennem musik

    Ud over de økonomiske gevinster har musikken både stor social og kulturel betydning. Ifølge rapporten mener 87 % af danskerne, at musik skaber sociale fællesskaber, og tre ud af fire oplever, at musik forbedrer deres livskvalitet og mentale sundhed.

    Aarhus’ musikscene understøttes af et bredt netværk af aktører, hvor Promus, Aarhus Kommune og de mange frivillige foreninger spiller en central rolle i at styrke både den professionelle og den folkelige musikudvikling. Med over 100 frivillige musikforeninger og 136 skolekoncerter årligt skabes der fællesskaber og muligheder for både børn og voksne i byen.

    Promus: Et kompetencecenter for musiklivet

    Promus, fungerer som et kompetencecenter for musiklivet i Aarhus, og organisationen understøtter byens musikmiljø ved at skabe netværk, støtte nye talenter og dele viden med musikbranchen. I tæt samarbejde med Aarhus Kommune arbejder Promus for at styrke byens position som en førende musikby og skabe bæredygtige rammer for udvikling af både kunstnere og erhvervsliv.

    Fremtiden for Aarhus’ musikliv

    Rapporten viser tydeligt, at musikken er en integreret del af Aarhus’ identitet. Musikken er ikke blot en kulturel oplevelse, men den giver både byen puls og er en uundværlig drivkraft for sammenhængskraften i Aarhus. Aarhus står klar til at fastholde sin position som en af Danmarks mest inspirerende musikbyer med kombinationen af byens stærke værdier og engagerede aktører. 

    Nøglefakta om musiklivet i Aarhus

    • Bruttoværditilvækst: 1,7 mia. kr. i Aarhus
    • Beskæftigelse: 2.900 personer
    • Festivalgæster: Over 375.000 årligt
    • Musikelever: 6.292 på syv uddannelsesinstitutioner
    • Antal frivillige musikforeninger: Over 100 

    Du kan læse hele rapporten fra Promus her: 

    Sidst opdateret: 16. januar 2025