Klimavenligt byggeri får en forlomme i sagsbehandlingskøen
Klimadagsordenen har høj prioritet i Aarhus Kommune. Nyeste tiltag for at afhjælpe klimaudfordringerne er at sagsbehandle ansøgninger om klimavenligt byggeri før andre projekter for på den måde at motivere til klimavenlige løsninger.
Aarhus opfylder i dag de nationale servicemål for sagsbehandlingstider i alle kategorier inden for byggesagsområdet. Det giver byrådet mulighed for at prioritere sager om klimavenligt byggeri, der fremover får en forlomme i køen af byggesager. Forslaget kommer oprindeligt fra Radikale Venstre, og rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, bakker op:
”Det er min ambition, at vi går forrest med nye grønne initiativer i Aarhus, der gør det attraktivt for erhvervslivet at vælge klimavenlige løsninger”
Således vedtog Aarhus Byråd for nylig forslaget – i første omgang som et toårigt forsøg, hvorefter ordningen vil blive evalueret. Byrådsmedlem for De Radikale, Metin Lindved Aydin, er glad for, at klimavenligt byggeri behandles hurtigere:
“Fast-tracket er et af mange små initiativer, som vi kan tage format fremme vores klimamålsætning. Sammen med de øvrige tiltag på området vil det kunne gøres mere attraktivt at træffe klima-rigtige beslutninger. Både for erhvervet, private og offentlige bygherrer er tid en faktor, og det er en fordel at kunne flytte ind i det nye hjem før jul eller få sommeren med på den nye adresse, eller få mulighed for at sætte virksomheden i drift og begynde at tjene penge før tid”
Inspiration til andre
Byggeriet står for ca. 30 procent af CO2-udledningen i Danmark. Derfor mener teknikrådmanden, at det er vigtigt at gøre de klimavenlige valg så attraktive for bygherrerne som muligt for at opveje det fordyrende skridt, som det vil være for bygherrerne at stræbe efter lav-emissionsklassen.
”Alle tiltag spiller en rolle, når det gælder om at få CO2-udledningen ned,” - Nicolaj Bang
Derfor mener han også, det er vigtigt at få prøvet af hvilken effekt, det giver at kombinere byggeriets klimapåvirkning med servicemålene i byggesagsbehandlingen. Forhåbningen er, at rygtet vil sprede sig ud over kommunegrænsen.
”Jeg håber, at andre kommuner med længere sagsbehandlingstider vil lade sige inspirere af Aarhus’ eksempel,” - Nicolaj Bang
Beslutningen om at give forlommer til lavenergibyggerier blev taget på byrådsmødet den 16. august. Byggesagsafdelingen arbejder på at sætte en proces op, som understøtter beslutningen. Indtil den er på plads, kan du som ansøger – ud over en ansøgning i Byg & Miljø - sende en mail til byggesag@mtm.aarhus.dk. I mailen skal du oplyse, at du har sendt en ansøgning om et lavenergibyggeri, så vil sagen blive prioriteret. Husk at angive det sagsnummer, der er modtaget ved sagens oprettelse.
Fakta
- Lav-emissionsklassen svarer til udledning af maks. 8 kg. CO2-ækvivalenter/m2/år.
- Ansøgninger om klimavenligt byggeri prioriteres i det omfang Teknik og Miljø fortsat overholder de nationale servicemål.