Gå til hovedindhold

Erhvervslivet i Aarhus overrækker borgmesteren grønne anbefalinger

Den tunge transport er en af de større CO2-udledere, og i torsdags den 15. juni fik Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard og rådmand Nicolaj Bang overrakt anbefalinger til grøn omstilling af den tunge transport i Aarhus Kommune.

  • Læs op

Indhold

    Anbefalingerne er resultatet af to års arbejde i arbejdsgruppen Klimaneutral Logistik, der indgår som en del af Klimaalliancen Aarhus, som er et samarbejde mellem Aarhus kommune og nogle af byens største virksomheder og organisationer om omstillingen til et mere bæredygtigt samfund.

    Anbefalingerne til den grønne omstilling af den tunge transport vil indgå i processen om en ny klimahandlingsplan for Aarhus, der skal være med til at arbejde for, at Aarhus bliver en CO2-neutral by i 2030.

    Nærmere bestemt omhandler anbefalingerne, at der skal skabes positive incitamenter for emissionsfrie køretøjer i Aarhus så som en betalingsring og nulemissionszoner, en udbygning og forbedring af el-ladeinfrastrukturen, samt en ændring af indkøbsvaner hos Aarhus Kommune og andre store offentlige aktører, så man samler vareleveringer til en gang om ugen eller måneden.

    Til Jyllands-Posten udtaler borgmester Jacob Bundsgaard:

    »Anbefalingerne viser, at branchen har udvist et meget stort ansvar og mod og lavet et grundigt stykke arbejde. Der er ingen tvivl om, at roadpricing, betalingsring og andre andre klimavenlige løsninger er væsentlige, hvis vi skal i mål på transportområdet, som står for over halvdelen af vores udledning. En betalingsring er ikke fremmed for mig, og det taler med stor vægt, når det kommer fra branchen selv, som jo også ser en mulighed for at generere nogle midler, der går tilbage til branchen.«

    I Arbejdsgruppen Klimaneutral Logistik, som overrakte anbefalingerne, sidder bl.a. repræsentanter for Danske Fragtmænd A/S, Arla Foods, OK a.m.b.a., Aarhus Havn - Port of Aarhus, AAK, STARK, Marius Pedersen A/S, Dao, GLS, Johs. Sørensen, Østjyllands Brandvæsen, Ole Larsen, VIA University College og Urbaser.

    Du kan læse mere om, hvad anbefalingerne til grøn omstilling af den tunge transport i Aarhus Kommune indeholder her:

    Du kan også læse mere om Klimaalliancen Aarhus her:

    Klimaalliancen Aarhus

    Sidst opdateret: 18. september 2023